Taylor Swift springer som bekendt Danmark over, når hun lige om lidt kickstarter sin europaturné, men det gør Billie Eilish heldigvis ikke.
Tværtimod har det amerikanske popikon netop annonceret på sin Instagram, at hun giver hele to koncerter på dansk grund i foråret næste år.
Koncerterne finder sted i Royal Arena den 28. og 29. april 2025 – altså om præcis et år – og er en del af hendes ‘Hit Me Hard and Soft’-turné, der er opkaldt efter Eilishs kommende album af samme navn.
Det nye album blev annonceret tidligere på måneden og udkommer den 17. maj. Eilish udgiver ingen singler forud for albummet, men hun har til gengæld delt tracklisten, der blandt andet tæller en sang ved navn ‘Chihiro’.
‘Hit Me Hard and Soft’ bliver Eilishs tredje album og følger i hælene på debuten ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’ fra 2019 og ‘Happier Than Ever’ fra 2022.
I 2023 bidrog hun med sangen ‘What Was I Made For?’ til ‘Barbie’-soundtracket. Den sang sikrede hende tidligere i år sin anden Oscar.
Billetsalget til koncerten i Royal Arena starter på fredag den 3. maj.
Billie Eilish (US)
28. og 29. april 2025
Royal Arena
Billetpris: 440-1.100 kr.