Kendrick Lamar ‘Not Like Us’
På sangen ‘Meet the Grahams’ anklagede Kendrick Lamar kollegaen Drake for at være en creepy type, der forsømmer sine egne børn, har en hemmelig datter og holder hånden over adskillige sexforbrydere i OVO.
Han kommer ikke med mange nye anklager på opfølgeren ‘Not Like Us’, om end anklagerne her bliver endnu mere direkte. Men det er faktisk fraværet af den slags plot-twists, der gør ‘Not Like Us’ så effektiv. Det er en sejrsrunde. Kendrick har allerede vundet på forhånd, hvis man tror stemningen på dette festlige track. Det er lyden af at danse på Drakes metaforiske grav.
Derfor er det heller intet under, at ‘Not Like Us’ med sit lækre DJ Mustard-beat er det mest upbeat nummer i hele Drake vs. Kendrick-sagaen. Her er Kendrick lige så flabet og vittig, som han er grov i munden, og det er forfriskende fra en rapper, der ellers har et uheldigt ry for at være preachy og over-seriøs, medmindre han allierer sig med Future eller Baby Keem.
Det er en svær kunst at lave et diss-track, der samtidig er en party-banger. Sidst det for alvor skete, må være Drakes ‘Back to Back’. Og nu er det altså Drakes modstander, der har gjort ham kunsten efter. Av!
Annika ‘Hun’
Danske Annika har haft massiv succes på TikTok med tracket ‘Knuser hjerter’. Denne uge ep-debuterede hun med ‘Nye tider’, og derfra er sangen ‘Hun’ et pragteksemplar på et nummer, der forstår at forløse alt det potentiale, den traditionelle hitskabelon besidder.
Mabel feat. Shygirl ‘Look at My Body Pt. 2’
Mabel og Shygirl går i flæsket på, hvordan kvinders kroppe varegøres i en patriarkalsk musikbranche. Lyder det lidt for akademisk? Så frygt ej, for når man rent faktisk lytter til sangen, er det en dejligt spiselig r’n’b-skæring.
Haloplus+ ‘Spring Summer (Fall Edition)’
Den First Days-aktuelle trio Haloplus+ tæller blandt andre Angel Wei fra First Hate, og denne uge har de annonceret, at de den 24. maj udgiver ep’en ‘Born to Sing’. Som forsmag har de delt dette ejendommelige og dejligt skrøbelige stykke alternativ popmusik.
Two Shell ‘Gimmi It’
Hvis du er i festmodus, er den nyeste single fra engelske Two Shell’ umulig at stå stille til. Den er måske faktisk så kaotisk, at den også er umulig at danse til. Men den ustyrligt glitchy breakbeat-produktion fordrer i hvert fald bevægelse af en eller anden art, uanset hvor mange skøre vokaler duoen kaster rundt med.
Efterklang feat. Mabe Fratti ‘Plant’
Den Roskilde Festival-aktuelle guatemalanske artpop-kunstner Mabe Fratti er med på den nyeste single fra danske Efterklang, der med sin funklende og drømmende lyd er let at forsvinde i. Det lover godt for danskernes kommende album ‘Things We Have In Common’, der lander den 27. september.
Charli XCX ‘360’
Julia Fox, Emma Chamberlain og Hari Nef er kun en lille håndfuld af de gæster, der kigger forbi i videoen til Charli XCX’s underspillede electropop-basker ‘360’. Lyden er i det klubbede hjørne, hvilket vist kommer til at gælde for hele Charli XCX’s album ‘Brat’, der lander den 7. juni.
CMAT ‘Aw, Shoot!’
Irske CMAT laver poppet countrymusik på et kvalitetsniveau, hvor kun de færreste i Nashville kan følge med. Det betyder selvfølgelig ikke, at hun bliver budt indenfor i countryindustriens famøst aflukkede økosystemer, men så må hun tage til takke med en Top Tracks-placering til ‘Aw, Shoot!’.
Half Waif ‘Big Dipper’
Den 31. maj udgiver Half Waif ep’en ‘Ephemeral Being’, og hun varmer op til den med en hjerteskærende indiepop-sang om sorg og om at lede efter svar uden at finde nogen. Hun fortæller selv i en pressemeddelelse, at hun var inspireret af den buddhistiske munk Thich Nhat Hanh, men uanset dine spirituelle overbevisninger bør sangen kunne ramme en nerve.
Yaya Bey ‘Career Day’
R’n’b-håbet Yaya Bey laver toptunet neosoul af den slags, Erykah Badu i sin tid revolutionerede – og hun er en oplagt substitut, nu hvor Badu ikke har givet os nyt materiale i mange år. Yaya Bey har netop udgivet albummet ‘Ten Fold’, og hvis du vil have et eksempel på, hvad det album har at byde på, skal du bare lytte til ‘Career Day’.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: