Der kan ske meget på seks år.
Det er nemlig den mængde tid, der er gået, siden ASAP Rocky sidst har udgivet et album. Og der er bestemt sket en del i rapperens liv, siden ‘Testing’ ramte gaderne i 2018.
Nu er der officielt kommet en udgivelsesdato på den 35-årige new yorkers nye album, ‘Don’t Be Dumb’, som vil blive udgivet den 30. august i år. Det melder Pitchfork.
I mellemtiden har ASAP Rocky budt to børn velkommen til verden med sin partner Rihanna, siddet i fængsel i Sverige, og været i retten for at affyre pistolskud mod sin tidligere ven.
Mens der ikke findes en officiel tracklist til ‘Don’t Be Dumb’ endnu, er det blevet bekræftet, at der vil være numre produceret af blandt andet Tyler, The Creator, Pharrell Williams, Madlib, Mike Dean og Clams Casino.
Samtidig er der rygter om features med Rihanna og The Smiths-forsanger Morrissey.