Tinashe sviner sit tidligere pladeselskab efter viralt solohit

Tinashe sviner sit tidligere pladeselskab efter viralt solohit
Tinashe. (Foto: Lorne Thomson/Redferns)

Roskilde Festival-aktuelle Tinashe går for tiden sin sejrsgang med singlen ‘Nasty’, som er gået viralt på TikTok og har ramt Billboards Hot 100-hitliste.

Det er første gang, r’n’b-artisten når den prestigefulde amerikanske hitliste, efter hun forlod pladeselskabet RCA Records i 2019, skriver HipHopDX. Og Tinashe langer netop ud efter sit tidligere label, da hun udtaler sig til TMZ om den nylige succes med ‘Nasty’.

»Oh my God, det her er så spændende, det er mit første Billboard-indtog alene«, siger Tinashe til TMZ. »De sagde, man ikke kunne gøre det, men det kan man. Uafhængigt, bare hårdt arbejde. Skud ud til fansene, de fik den virkelig til at poppe«.

Om RCA Records siger hun: »Vi havde ikke brug for dem. Alt, du har brug for at hårdt arbejde, gode fans og talent. Jeg ved, de kløjes i det«.

‘Nasty’ er ikke kun Tinashes debut på Hot 100 som indie-artist, men også hendes første sang på hitlisten uden medvirkende gæsteartister.

Tidligere har hun fortalt, at hun fortryder at have lavet musik sammen med Chris Brown og overgrebsdømte R. Kelly – to samarbejder, som RCA satte i søen.

Tinashe spiller på årets Roskilde Festival fredag den 5. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af