Charli XCX satser tilsyneladende alt på en filmkarriere i kølvandet på den kolossale ‘Brat’-succes.
For nyligt kom det frem, at den britiske popartist er i gang med at optage en unavngiven film i Polen. Siden har Stereogum præciseret, at instruktør og manusforfatter Jeremy O. Harris (‘Zola’) er tilknyttet projektet.
Desuden er hun på rollelisten til gyserfilmen ‘Face of Death’, instrueret af Daniel Goldhaber, som stod bag ‘Cam‘ og ‘How to Blow Up a Pipe Line’.
Nu kan Indiewire afsløre, at Charli XCX også har landet en rolle i kultinstruktør Gregg Arakis kommende erotiske thriller ‘I Want Your Sex’. Her spiller hun over for Hollywood-stjernen Olivia Wilde og Cooper Hoffman fra ‘Licorice Pizza’.
‘I Want Your Sex’ følger unge Elliot (Hoffman), der får et spændende job hos den anerkendte kunstner Erika Tracey (Wilde). Hans fantasier går i opfyldelse, da han bliver Erikas seksuelle muse, men inden længe er han ude, hvor han ikke kan bunde.
Gregg Araki er kendt for sine sexlystne og undertiden overnaturlige og voldsfyldte queer-film, herunder ‘Mysterious Skin’ (2004), ‘Kaboom’ (2010), ‘Nowhere’ (1997) og ‘The Doom Generation’ (1995).
Det vides endnu ikke, hvilken rolle Charli skal spille i filmen, der går i optagelse til oktober.