Ud af det blå delte Drake i går aftes, dansk tid, en kæmpestor portion hidtil ikke udgivet indhold, skriver Complex.
Fra en mystisk ny Instagram-profil med navnet Plottttwistttttt linkede rapstjernen således til onlinearkivet 100gigs.org, som byder på et hav af filer, der sammenlagt fylder 100 gigabyte – heraf websitenavnet.
I toppen af sitet finder man tre nye sange. Her er tale om Young Thug- og 21 Savage-gæstede ‘It’s Up’, ‘Blue Green Red’ og ‘Housekeeping Knows’ med Latto som gæsterapper.
Derudover indeholder arkivet en masse behind the scenes-videomateriale fra Drakes studieindspilninger, koncerter og dagligdag, foruden frasorteret artwork og plantegninger. Der er med andre ord en masse indhold at gå på opdagelse i.
Tidligere på ugen annoncerede Drake, at han har et fællesalbum med PartyNextDoor på vej, som udkommer, »når det bliver lidt køligt«.
Lyt til de tre nye sange herunder.