REPORTAGE. Først og fremmest vil jeg gerne lige understrege, at niveauet til årets by:Larm var ekstremt højt.
Det var det også, da jeg rapporterede fra upcoming-festivalen i 2023, men jeg forlod alligevel den norske hovedstad søndag morgen med en følelse af, at det godt og vel 100 navne store lineup bød på endnu mere guld i år.
Derfor er det også på sin plads med en række honorable mentions, så eksempelvis lokale Kissimjau og hendes drum’n’bass-inficerede, Kenya Grace-klingende TikTok-pop ikke går ubemærket hen, ligesom vores egen Barbro fortjener ros for at få samtlige branchefolk i Blå-scenens nye udendørsområde til at glemme alt om networking i de knap fire minutter, den intime countryballade ’U Think I’m Strange??’ varer.
Der skal også lyde et skud ud til den norske trio Dancing the Conga, hvis charmerende indierock i en live-setting fik et herligt skvæt af emo a la tidlig Remo Drive, og selvfølgelig Nourished by Time, hvis kuriøse blanding af new wave og r’n’b var lige så hypnotiserende, som da den amerikanske sanger og producer i sidste måned gæstede festivalen O Days.
Desuden må jeg hellere forklare, at listen helt i by:Larms ånd fokuserer på artister, der i hvert fald i en dansk kontekst endnu er relativt ubeskrevne, hvorfor der eksempelvis ikke er blevet plads til det ellers ualmindeligt velspillende canadiske artpunk-kollektiv Crack Cloud, der i Oslo endda luftede en ny konstellation med danske Emma Acs fra Evil House Party.
Af samme grund byder listen heller ikke på ligeledes danske ML Buch, der efter 20 minutters virkelig slemme lydproblemer spillede 20 minutters virkelig smuk musik, eller for den sags skyld Mø-trommeslageren Rasmus Littauer aka School of X, der til sin første solokoncert i to år delte gavmildt ud af sangene fra sit efter alt at dømme glimrende næste album.
Lad os så komme til sagen. Og vi bliver i det danske lidt endnu.
Carlina de Place gav Oslo gåsehud til sin debutkoncert
Debutsinglen ’Pieces’ nærmer sig en halv million streams på Spotify, men på livefronten har den danske stjernespire Carlina de Place taget den med ro, siden hun i foråret begyndte at udgive musik. Da hun torsdag aften optrådte i Oslo, var det således ikke bare første gang, hun besøgte byen, men også hendes første koncert som udgivende artist.
Hvis hun var nervøs, fornemmede man det ikke på hendes vokal. Hun sang fantastisk – eller »fuldstændig vanvittigt«, for nu at citere Andreas Odbjerg – og særligt på den indiefolkede andensingle ’Reminded’ formåede hun rent faktisk at lyde endnu bedre end i studieversionen i Kulturkirken Jakobs smukke rammer og med stedets endnu smukkere akustik.
Flankeret af blot en pianist og en guitarist krængede hun hjertet ud om forlist kærlighed med et stort smil på læben foran et siddende publikum, og jeg tror næppe, det skyldes mit danske bias, når jeg siger, at hendes luftige stemme og raspende vibrato gav gåsehud op til flere gange under hendes overbevisende debutkoncert. Og apropos debuter …
Ingen ville have gættet, at det var Tolous første show
Spotifys nordiske afdelinger gjorde det forrygende på by:Larm i år, hvor de for første gang kunne præsentere en række nye navne under fanen ’Fresh Finds Nordics’, der foruden Carlina de Place og førnævnte Kissimjau altså også talte norske Tolou.
Ligesom det var tilfældet med hendes danske kollega, markerede årets festival Tolous »første officielle show«, fortalte hun fra scenen, men det ville ingen have gættet. Dels fordi sangeren med de nigerianske rødder havde glimrende publikumtække og både lignede og lød som en stjerne, dels fordi hun havde medbragt et ambitiøst setup, med hvad jeg talte til 11 personer, inklusive dansere, korsangere og en violinist.
Ikke alt materialet kunne måle sig med hendes åbenlyse kvaliteter som performer og sanger, men nogle af dem kunne – herunder ikke mindst den nye single ’You Ain’t for Me’, hvor hun fyrede op for en Amaarae-agtig babystemme. Hvis hun kan blive ved med at skrive sange som dén, er der noget stort i vente for Tolou og hendes scandipoppede take på afrobeats.
Still House Plants’ introverte artrock var lige så smuk som på plade
Var det her en liste over årets bedste koncerter, havde Still House Plants næppe klaret cuttet, for den britiske artrock-trio brugte størstedelen af deres 30 minutter lange sæt på at glo på hinanden, mens de spillede, som om de stod i et øvelokale og ikke foran et relativt stort publikum på Blå, en af festivalens hovedscener.
Men nu er tanken jo at fremhæve talenter, og hvad angår selve musikken, var der få navne på årets by:Larm, der kunne måle sig med trioens tekniske evner eller den elastiske sangskrivning fra albummet ’If I Don’t Make It, I Love You’, der udkom tilbage i februar, og som er blevet et af årets helt store sleeper hits.
Still House Plants er ikke helt så dugfriske som de resterende navne på denne liste – de udgav deres debut tilbage i 2020 – men det er netop med deres tredje album, at de for alvor har fået hul igennem. Og selvom deres optræden var en introvert affære, viste musikken og ikke mindst Jess Hickie-Kallenbachs forpinte vokal sig at være lige så smuk som på plade.
Det kan godt være, at Black Midi er gået i opløsning, men Storbritannien spytter åbenbart den her slags hjernevridende rockbands ud på stribe.
Signe Døs indietronica var vidunderligt intens
Jeg havde egentlig håbet på at fange Signe Dø allerede om torsdagen, men da jeg endelig fandt frem til loftsscenen Himmel, var stedet for længst fyldt op. Heldigvis er by:Larm indrettet sådan, at de fleste navne spiller to gange i løbet weekenden, og muligheden bød sig således igen lørdag aften.
Her var det da heller ikke svært at forstå, hvorfor den norske musiker med det borgelige navn Signe Danielsen Øgrim (get it?) havde trukket så stort et publikum et par dage forinden, for med storslået cellospil og fuld smæk på røgmaskinen resulterede hendes mørkglødede indietronica i et af de mest overbevisende sæt, jeg overhovedet så på festivalen.
Den helt store forbillede virkede til at være Portishead, og stedvist syntes Øgrim da også at kanalisere en ung Beth Gibbons. Andre gange, som når hun kravlede helt op i sit højeste register under outroen til ‘To a Certrain Degree I Feel Totally Fine’, lød hun snarere som FKA Twigs (anno ‘Magdalene’, selvfølgelig, ikke hendes nye techno-sang). Det var vidunderligt intenst.
Ebbbs pumpende kirkepop var årets bedste overraskelse
Vi slutter på toppen, for mens jeg i forvejen var bekendt med både Carlina de Place og Still House Plants og derfor havde høje forventninger til koncerterne, var London-trioen Ebbb for mit vedkommende et helt nyt bekendtskab.
Måske er det også derfor, at jeg blev så blæst bagover af deres pumpende, gabber-inspirerede kirkepop, men jeg vil vove den påstand, at ikke engang timevis af intens lytning til debut-ep’en ’All at Once’ kunne have forberedt mig på den spektakulære oplevelse, deres koncerter viste sig at være.
Deres musik er en sjov størrelse. Selv beskriver de det som »Brian Wilson møder Death Grips«, og det er ærligt talt ikke noget dårligt bud. I hvert fald ikke i en live-setting, hvor trommeslager Scott MacDonald netop fik lov at hamre lige så voldsomt igennem som Zach Hill, hvilket stod i genial kontrast til både producer Lev Ceylans ofte orgellydende synthflader og ikke mindst forsanger Will Rowlands glasklare, himmelske falset.
Det var årets bedste overraskelse, og selvom jeg egentlig havde lovet mig selv at se så mange forskellige artister som muligt i løbet af weekenden, blev jeg simpelthen nødt til at opleve det to gange. Havde muligheden været der, havde jeg nok også snuppet en tredje.