Lover’s Skit lignede allerede kultstjerner
En gang imellem falder man over et ungt band, der allerede ligner formfuldendte stjerner. Eller i hvert fald formfuldendte kultstjerner.
Sådan et band er Lover’s Skit. En svensk duo bestående af 18-årige Nathalia Aránguiz og Ove Jerndal, der på 22 hæsblæsende minutter torsdag aften så ud til at gøre hver og én af de fremmødte på et propfyldt værtshus til fans, selvom duoen nærmest ikke engang selv er gamle nok til at bestille en øl.
Hun lignede noget fra 00’erne i sin hvide Dolce & Gabbana-croptop og med sin gigantiske, glitrende hjertehalskæde. Han lignede noget fra fremtiden i sin overdimensionerede tracktop og med sit cyberpunk-røde hår.
Musikken var lige så rodløs. En slags smadret Gen Z-udgave af The Chemical Brothers og Fatboy Slims big beat, blot tilsat Aránguiz’ maniske skrigesang (tænk en Riot Grrrl-udgave af Spice Girls) og Jerndals simple, feedback-tunge postpunk-riffs.
Det var den bedste koncert, jeg så på hele festivalen. Den næstbedste var, da jeg så dem igen to dage senere.
Gådefulde Bar Italia er hypen værd
By:Larm booker nærmest aldrig det samme navn to år i træk, men der blev gjort en undtagelse for engelske Bar Italia, der fredag aften vendte tilbage til Oslo efter en ekstraordinær koncert på festivalen i 2022.
Man forstår godt behovet for at invitere den London-baserede trio tilbage igen så hurtigt. For der er sket en del for Bar Italia det sidste halve år.
Indtil for ganske nylig har trioen været indhyllet i mystik, men efter de i marts skrev kontrakt med det hæderkronede indie-label Matador Records (Iceage, King Krule m.fl.), er de endelig trådt ud i lyset. »Tågen er lettet«, som Soundvenues Anton Rothstein tidligere i år formulerede det.
Alligevel var der noget gådefuldt over den måde, trioen uden så meget som et ‘hei du!’ kastede sig direkte ud i deres skramlede undergrundrock, der på årets festival dels måtte spilles på keys, fordi guitarist Sam Fenton havde forstuvet tre af sine fingre. Det fungerede langt bedre, end han så ud til tro.
Tågen er måske lettet over Bar Italia. Men det er stadig ret diset.
Kara Jackson var årets største scoop
Amerikanske Kara Jackson var det helt store scoop på by:Larm 2023, for efter en række henrykte anmeldelser i nogle af verdens mest toneangivende medier er april måneds debutalbum godt på vej til at blive årets største sleeperhit.
Og med god grund. For med ‘Why Does the Earth Give Us People to Love?’ har den 23-årige poet-gone-singer/songwriter begået en række forfriskende ligefremme breakup-fortællinger, der med spydigt billedsprog og sangtitler som ‘Dickhead Blues’ sår tvivl om kærligheden som en bydende nødvendighed.
Albummet er i forvejen sparsomt instrumenteret, men under Jacksons koncert fredag aften var der skåret helt ind til benet: Bare hendes guitar, hendes ord og hendes underspillede naturkraft af en vokal. Nå ja, og så selvfølgelig hendes tørre sarkasme (»Time for a fun one! This one’s about mental illness«, bemærkede hun på et tidspunkt).
Det var til gengæld også alt, hun havde brug for.
Katie Gregson-MacLeod var som en skotsk Lucy Dacus
De fleste koncerter på by:Larm er maksimalt 30 minutter lange, og det er ikke lang tid, hvis man samtidig insisterer på at sippe rødvin og præsentere hvert nummer med en længere monolog om, hvad sangen handler om.
Det lærte Katie Gregson-MacLeod – pragteksemplaret på sidste års tsunami af triste TikTok-piger – på den hårde måde, da hun som resultat af sin sniksnak ikke nåede at spille andet end en lille håndfuld sange, før personalet fredag aften sagde stop.
Til gengæld var disse numre mere end rigeligt til at greje den skotske singer/songwriter, hvis hjerteskærende hverdagsfortællinger syntes at køre hende i stilling som en slags højlandspendant til Boygenius’ Lucy Dacus.
På stående fod kan jeg i hvert fald ikke komme i tanke om andre end de to, der kan vride så vidunderligt meget drama ud af at se sin kæreste sige hej til en eks.
Uche Yara var umulig at klassificere
Østrigskfødte, Berlin-baserede Uche Yara har i skrivende stund kun en enkelt single på samvittigheden, så jeg ville ønske, jeg kunne fortælle jer, hvordan resten af musikken lyder. Men hvor skal man overhovedet starte?
Den 19-årige genrekamæleon formåede at lyde som både Phil Collins, The Strokes og alt derimellem. Nogle gange som et T-Pain cover af en Tame Impala-sang, andre gange som Lianne La Havas med en distortion-pedal. På scenen kanaliserede hun lige dele Zack de la Rocha (ja, hun rappede) og Britney Spears. Sidstnævnte i en sang om et spædbarn med en shotgun.
Lyder det som den mærkeligste psych-rockede, autotunede, tyggegummipoppede, familievenlige-og-så-alligevel ikke singer/songwriter-cocktail, du overhovedet kan forestille dig?
Det var det også. Og det var fantastisk.