Til en stort anlagt koncert i brasilianske São Paulo for godt tre uger siden løftede The Weeknd sløret for en del nye sange.
En af disse var ‘Timeless’ lavet i samarbejde med den hypede rapstjerne Playboi Carti, der også var med på scenen. Nu er sangen officielt udkommet på streamingtjenesterne.
»Ever since I was a jit, knew I was the shit«, indleder Carti den attitudefulde sang, som er bygget op om et krybende, nærmest lusket synth-underlæg. Vanen tro skifter rapperens vokal klang midtvejs i første vers, så hans stemme pludselig er langt mere skinger.
Senere tager The Weeknd sig af både omkvæd og andet vers på nummeret, der er produceret af Pharrell Williams, Mike Dean, Ojivolta og Twisco.
‘Timeless’ forventes at være en del af The Weeknds kommende sjette studiealbum, der bærer titlen ‘Hurry Up Tomorrow’. Han har allerede udgivet førstesinglen ‘Dancing in the Flames’.
Det nye album bliver angiveligt Abel Tesfayes sidste af slagsen under aliaset The Weeknd. Det fuldender desuden den såkaldte ‘Nightmare’-trilogi, der startede med ‘After Hours’ i 2020, og blev efterfulgt af ‘Dawn FM’ i 2022.
Playboi Carti er også på vej med et nyt album med titlen ‘I Am Music’, som han længe har teaset for, mens han har lækket en række dystre sange på sociale medier.
For to uger siden blev udsigten til rage-rapperens imødesete tredje plade noget mere konkret, da han udgav singlen ‘All Red’ og gjorde det muligt at forudbestille albummet. ‘I Am Music’ er dog fortsat uden en konkret udgivelsesdato.