»Hard. As ever«, står der i en tekstbesked fra Playboi Carti. Nedenunder har rapkollegaen Kanye West postet en selfie, hvor han viser et sæt sølvfarvede vampyrtænder frem.
Der er med andre ord rigtig god og venskabelig stemning i de to rapperes chat, som Playboi Cartis pladeselskab, Opium, har postet et screenshot af på Instagram.
Tonen i kommentarsporet er dog lidt mere splittet. »Both of y’all n****s needa just drop the album«, lyder det eksempelvis fra en frustreret bruger, med henvisning til begge rapperes heftigt forsinkede album.
Instagram-opslaget opsummerer meget godt, hvad den fremadstormende rapstjerne Playboi Carti har gang i – og hvem han muligvis har hentet inspiration fra.
Men hvor den ene af de to kontroversielle og excentriske rappere, Kanye West, denne uge langt om længe udgav sit album, venter vi stadig på Playboi Carti – og det er ved at drive hans mange fans til vanvid.
Carti er ikke længere bare en hypet rapper. Han har udviklet sig til et regulært fænomen.
Han er nået hertil ved at bekymre sig meget, meget lidt om omverdenen – og det fortsætter han med i 2024.
Fra hiphop-hovedværk til råbe-plade
Playboi Carti er en særling – og det er positivt ment.
Den i dag 27-årige rapper skød for alvor frem i hiphoplandskabet i 2017, da han udgav sit femte mixtape,’Playboi Carti’. Hitsangen ’Magnolia’ understregede Cartis meget unikke – og blandt konservative hiphopfans til tider forhadte – mumbleraplyd.
Carti går nemlig fuldstændig imod én af hiphoppens klassiske dyder: Gode bars. Faktisk kan man næsten ikke høre, hvad Carti rapper, da han mumler og snøvler halvdelen af ordene frem – og til gengæld har drysset »what«- »yeah«- og »huh«-ad-libs rundhåndet ud over hele sangen.
Året efter cementerede Carti sine styrker på sit første studiealbum, mumblerap-hovedværket ’Die Lit’. Hele albummet kører som en ustoppelig strøm af ad-libs og udbrud, som giver en vibe og en følelse snarere end et forståeligt budskab.
Carti havde altså virkelig momentum, da han teasede for sit andet album, ’Whole Lotta Red’ i 2020. Men albummet delte vandene eftertrykkeligt.
I stedet for at føre sin succesfulde mumblerap-stil videre, satte han ild til sin egen fanbase med en distortet og punket plade, hvor sangene flere gange blev skreget og hvæset.
Var ’Whole Lotta Red’ makværk eller mesterværk? Med tiden har albummet fået kultstatus for sin frygtløse, fremsynede og toneangivende lyd. Mange peger ligefrem på ‘Whole Lotta Red’ som udgivelsen, der kickstartede hele trap-undergenren rage rap.
Stadig ikke bange for at skuffe
Carti er kompromisløs i en sådan grad, at det nok ville få alarmklokkerne til at ringe for de fleste karriererådgivere. Og han er stadig ikke bange for at overraske og bryde med omverdenens forventninger.
Det mærker man tydeligt ved rapperens aparte og tilsyneladende impulsive promoveringsstrategi for sit kommende tredje album, som han tidligere har kaldt ’Music’.
Normalt vil store kunstnere for alt i verden undgå at få deres sange lækket. Men Playboi Carti går fuldkommen kontra: Han lækker sin egen musik.
Fra december sidste år og frem til 16. januar smed Carti således fem nye sange online i et decideret hektisk tempo. Numrene er hverken udgivet på Spotify, Apple Music eller andre gængse streamingtjenester. Hver gang har ordren lydt: »Keep streaming, I drop another«. Man fik en følelse af, at Carti var fuldstændigt ude af kontrol.
To af sangene kan man måske betegne som en slags singler: ’2024’ med et stemmesamplende Kanye West-beat og den noget mere dystre, Travis Scott-gæstede sang ’Backr00ms’. Disse to sange har Carti i hvert fald uploadet på sin egen YouTube-kanal.
De tre andre numre – ’Ur The Moon’, ’H00dbyair’ og ’EvilJ0rdan’ nøjedes han med at smide på Instagram. Efterfølgende har fans selv sørget for, at de også er at finde på YouTube.
Det er nogle voldsomme og dystre sange. De underlæggende synths i ‘Backr00ms’ og ‘H00dbyair’ minder om et urovækkende horrorfilmscore, der kryber ind på lytteren og omringer én. Det går godt sammen med Cartis rap, der fremstår nærmest desperat og skræmt.
Særligt for Cartis nye håndfuld sange er hans vokaleksperimenter. Han har før været kendt for et umiskendeligt babystemme-flow, men nu pitcher han sin stemme gevaldigt ned. På ’2024’ lyder det næsten, som om Lil Yachty tager sig af andet vers, men det er i virkeligheden Carti, der har manipuleret med vokalen.
Det visuelle udtryk er mindst lige så kompromisløst: Pikselerede og mørke videoer skudt med digitalkamera og tilsvarende syntetisk knitrende beats med voldsom bas. Midt i det hele står Playboi Carti iført det ene vanvittige outfit efter det andet. Læderjakker, djævlehorn, lange frakker og store støvler – rapperen ligner en goth-vampyrgangster.
Galt eller genialt?
Det virker ikke, som om de nye trap-bangers deler vandene som for eksempel det brutale ‘’Whole Lotta Red’. Denne gang er det selve udgivelsesmetoden, der tester hans fans’ tålmodighed.
For hvorfor smider Carti ikke bare sangene på Spotify, så de er frit tilgængelige? Hvorfor skal man opsøge obskure Instagram-kontoer og uoficielle YouTube-kanaler for at finde dem?
En del af fascinationskraften ved Carti som kunstner er nok, at det er så relativt svært at følge med i, hvad han har gang i. Han er utilgængelig og dermed dragende. Man må selv forsøge at komme ham nærmere gennem spekulationer i kommentarspor og alenlange subreddits.
Oven i dette kan man finde historier om, at det kommende album er blevet til i både en grotte og i et glashus på en bjergtop. Det kan man da kalde myteskabende anekdoter.
I et sjældent interview med XXL har Carti selv nævnt den 52-årige rapkollega Tech N9ne og afdøde MF Doom som forbilleder. De to kultdyrkede rappere har vidt forskellige musikalske udtryk, men har begge dyrket hver deres radikale stil – også visuelt, hvor Tech N9ne ofte har optrådt med fuld ansigtsmaling, mens MF Doom aldrig tog sin metalmaske af.
Atlanta-rapperen aer ikke ligefrem sine fans med hårene. Men uforudsigeligheden har indtil videre virket.
For Playboi Cartis fans er decideret viltre. Det oplevede den danske designer Peter Lundvald Nielsen for eksempel, da flere stykker tøj fra hans mærke P.L.N dukkede op i Cartis musikvideoer. »De skriver for eksempel, at de vil ofre deres familie for noget tøj«, har designeren fortalt Soundvenue.
I stil med kammeraten Kanye West er Carti meget svær at regne ud. Modsat Ye, der, med blandt andet præsidentkandidatur og antisemitiske anekdoter, graver sig selv dybere og dybere ned i et hul, virker det dog ikke til at bremse Cartis karriere, at han opfører sig mærkværdigt.
Meget typisk for Carti nægtede han at udnytte den kolossale hype, som de fem nye sange byggede op. Siden ’EvilJ0rdan’ røg på Instagram den 16. januar, har der været påfaldende stille fra rapperen. Oven i det har han aflyst sin stort anlagte verdensturné, der blandt andet skulle tage ham forbi Royal Arena.
Hvornår kommer albummet? Og hvad med koncertene? Ingen ved det. Og måske skal Carti passe på med at skuffe sine fans alt for hårdt. Der kan jo komme et punkt, hvor de bliver trætte af at blive holdt hen.
Det er ikke sket indtil videre. Men det er en hårfin grænse, Carti bevæger sig på.