KOMMENTAR. Der hang et kæmpe banner på metrostationen ved Forum, der annoncerede Lamins nye album ’Skyll’. På Spotify-kørte en countdown, der talte dage, timer, minutter og sekunder til værkets udgivelse. Der var endda udkommet en musikvideo. Og på Instagram teasede rapperen løs, som rappere kun gør, når der skal udgives et album.
Alt var linet op til, at ’Skyll’ skulle lande i søndags. Men udgivelsen kom ikke. Lamins fans måtte gå skuffede hjem fra hans Spotify-side. Og det var ikke engang første gang, det skete.
Den danske rapper har haft gang i noget af en kattens leg med musen den seneste tid med sine egne fans i rollen som frustreret Tom-kat, der jagter Lamin i rollen som drilsk Jerry.
Det har været ret unikt at bevidne.
Vi har før prøvet amerikanske rappere, der annoncerer album, der aldrig kommer – hej, Kanye! Vi har endda set rappere som Playboi Carti, der tilsyneladende har gjort det til en sport at forvirre og fortørne deres fans.
Men nu har vi også – og så endda i Danmark – prøvet en rapper, der gør det til en decideret del af sin marketingplan at vildlede sine fans.
For hvor aflysninger og udskydelser hos Kanye og Carti, i hvert fald set udefra, skyldes artistens egen kaotiske, uorganiserede natur, fremstår Lamins leg med sine fans mere gennemtænkt og kalkuleret. Man lejer jo ikke reklamespots på metrostationer ud af det blå – det ligner, at Lamin har haft en plan.
Nu tyder alt på imidlertid på, at legen er slut. I morgen skulle albummet ’Skyll’ lande. For alvor, denne gang.
Med mindre rapperens officielle albumannoncering på Instagram også er trolling – og medmindre hans management også snyder Soundvenue på mail, hvor de har bekræftet, at 20. september er den ægte releasedato.
Who knows. På nuværende tidspunkt er tilliden til Lamin-releasedatoer meget tæt på nul.
Hvis hele denne proces har været én stor marketingplan, er det en dristig strategi, fordi den tager noget, der normalt opstår organisk – forsinkelser, udgivelseskaos, brudte løfter – og sætter det i system.
Det rejser spørgsmålet: Fungerer det virkelig? Er det en god idé at kopiere de amerikanske rapperes sløsethed og deres nonchalante forhold til de løfter, de har givet deres fans?
Indtil videre har det virket for amerikanere som Playboi Carti at operere efter egne regler. Men hans fans er også så trætte af ham, at mange jævnligt taler om at droppe at følge ham.
Indtil videre har de så bare ikke gjort det.
Så hvordan har Lamins fans reageret på de her annonceringer?
Det kan man få et fingerpeg om det sted, hvor rapperens fans taler direkte til ham: Instagram-kommentarsporet.
Ved første teaser-opslag er begejstringen over et kommende album fremherskende. »Kom nu med det album«, skriver én bruger. En anden spørger: »Hvad er meningen med det her?«
Ved post nummer to er forvirringen over udgivelsesdatoen mere udtalt.
En vis irritation begynder at melde sig hist og pist: »Lams, hvad sker der?«
Ved tredje post, der annoncerer ‘H V D O L’-videoen, er der endnu flere småsure kommentarer: »Du har udskudt det album seks gange nu«, lyder det et sted. »Hver gang du udskyder albummet, får jeg mindre lyst til at høre det«, lyder det et andet.
Generelt bliver negativiteten dog overdøvet af musiktørstige fans – og af den bølge af berømte venner, der skyller ind i kommentarsporet, hver gang Lamin poster.
Kritikken bliver ligesom oversvømmet af hypende beskeder fra folk som Kesi, Noah Carter, Mas, Sivas, Thor Farlov og produceren Anton Westerlin.
Det gælder især det officielle annonceringspost fra tirsdag, hvor også Ukendt Kunstner, Gilli, Artigeardit og Lord Siva er inde og love bombe.
Det kunne tyde på, at den besynderlige marketingstrategi – kald det Carti-metoden – har virket med lidt hjælp fra Lamins venner.
Det, at hele kampagnen med stor sandsynlighed har været et strategisk move snarere end en oprigtigt kaotisk albumudrulning, har måske også beroliget mange. Der har ikke været meget ægte tvivl om, at der ventede et album på den anden side af forvirringen.
Det hele har været en leg, så hiphop-Instagram-profilen Under Radaren har nok haft fat i den lange ende, da de valgte at grine af det hele og lave memes om sagen i stedet.
Hvad siger hele denne mærkværdige marketingplan så om dansk hiphop i 2024?
Måske først og fremmest, at vi stadig lader os inspirere af USA. Også når det gælder tvivlsomme udgivelsesmetoder.
Albummet ’Skyll’ af Lamin udkommer i morgen, fredag den 20. september. Det er vi næsten helt sikre på.