’Sable’: Bon Iver-fans blev skuffede ved annonceringen – det var der ingen grund til
Fire sølle sange? Nej, vent, tre sølle sange?
Cirka sådan var min reaktion, da Bon Iver løftede sløret for ep’en ’Sable’, deres første længere udgivelse i fem år. For ja, det imødesete comeback, som fans verden over har ventet på, består af i alt fire numre, hvoraf ét af dem ovenikøbet bare er et 12 sekunder langt interlude.
Det er ikke meget musik at vende tilbage med efter så lang en pause. Og at dømme ud fra stemningen på bandets subreddit var jeg langtfra den eneste, der efter annonceringen sad tilbage med blandede følelser.
Men der var ingen grund til at være skuffet, indser jeg nu, hvor ep’en er ude.
Dels fordi det hurtigt står klart, hvorfor der har været radiotavshed fra bandet det seneste halve årti. I pressematerialet forklares det, at sangene er blevet til efter et langsomt sammenbrud for hovedarkitekt Justin Vernon, og det skinner igennem i linjer som »I can’t go through the motions / How am I supposed to do this now?« fra ‘Things Behind Things Behind Things’, hvor magtesløsheden er til at tage og føle på.
Men også fordi Vernon allerede med ep’en ’Blood Bank’ fra 2009 beviste, at han kan kommunikere flere følelser på et kvarter, end andre kan på en time.
Det gælder også ’Sable’, der med sine 12 minutter lange spilletid er endnu kortere end den forrige ep, men til gengæld ikke spilder et eneste af sine dyrebare sekunder. Måske lige med undtagelse af den hyletone, der skyder det hele i gang.
Ligesom singleforløberen ’Speyside’ bryder de nye sange med den udsyrede folktronica, der definerede ’22, a Million’ og til dels også efterfølgeren ’I, I’, og markerer i stedet en tilbagevenden til den intime, mere virkelighedsnære indiefolk, bandet i sin tid brød igennem med, og som for mig at se altid vil være deres spidskompetence.
Særligt det akustiske åbningsnummer ’Things Behind Things Behind Things’ er så klassisk Bon Iver, som det vel næsten kan blive i 2024.
Lukkeren ’Awards Season’ fyrer op for en vrælende hornsektion blot for derefter at skære endnu mere ind til benet ved at gå nærmest a capella i outroen, mens Vernon messer om at vende smerten til noget positivt.
Til tider føles det, som om Justin Vernon bearbejder sammenbruddet i realtid, og selvom det går den rigtige vej, lægger han ikke skjul på, hvor slemt det har været. Vi skal være glade for, at de her sange overhovedet eksisterer, lyder det.
At ep’en næppe vil stå tilbage som et af Bon Ivers definerende værker skyldes således ikke længden, men nærmere at bandet allerede har begået en bedre en af slagsen.
Intet øjeblik på ’Sable’ går lige så meget i hjertet som titelnummeret på ’Blood Bank’, og personligt havde jeg gerne set, at de nye sange bød på mere af Vernons ikoniske falset snarere end den dybe baryton, han de seneste år er begyndt at favorisere.
Desuden kan de andre numre ikke helt måle sig med ’Speyside’, som jeg allerede har rost til skyerne for sin skrøbelige naturlighed, og som i kontekst af resten af ep’en såvel som efter flere gennemlytninger bare synes at vokse, akkurat som de bedste Bon Iver-sange gør det.
»Nothing’s really happened like I thought it would«, reflekterer Vernon på det nummer, og man forstår ham godt, når man tænker tilbage på en karriere, der startede i en afsidesliggende skovhytte i Wisconsin og endte på Wembley Stadium med Taylor Swift.
Måske er det derfor, han nu mærker behovet for at gå tilbage til scratch. At tage et skridt bagud, hvor han indtil nu kun er stormet fremad.
For nogle vil et sådant træk måske føles uspændende. Men ikke for mig.
Kort sagt:
Bon Ivers imødesete comeback er kortere, end fansene havde håbet på, men heldigvis kan Justin Vernon stadig kommunikere flere følelser på et kvarter, end andre kan på en time.