Hiphopmogulen Diddy sidder for tiden varetægtsfængslet i New York, hvor han tidligere er blevet nægtet løsladelse mod kaution. Og her kommer han til at sidde længe.
The Wrap kan således fortælle, at dommer Arun Subramanian fra Manhattans føderale domstol netop har sat rapperens retssag til at begynde 5. maj 2025 – lidt over et halvt år ude i fremtiden.
I den kommende retssag står Diddy, med det borgerlige navn Sean Combs, over for anklager om gangstervirksomhed, menneskehandel og transport for at facilitere prostitution. Bliver han kendt skyldig, risikerer han en fængselsdom på livstid.
Det er ikke de eneste retslige anklager rettet mod Diddy. I sidste uge sagsøgte 120 personer, repræsenteret af en fælles advokat, ham for seksuelle overgreb begået over en periode, der dækker de seneste 20 år. Her lagde advokaten vægt på, at 25 af sagsøgerne var mindreårige, da overgrebene angiveligt fandt sted. Det yngste offer var en blot 9-årig dreng.
Tidligere har Diddys advokat udtalt, at klienten, der nægter sig skyldig i alle anklagerne, »er en uperfekt person, men han er ikke kriminel«.
»Vi er skuffede over beslutningen om at fortsætte med, hvad vi mener er, en uretfærdig retsforfølgelse af hr. Combs af den amerikanske anklagemyndighed«, lød det ved rapperens anholdelse i september.