Det har været et stort år for Lamin, der har udgivet albummet ‘Skyll’, spillet på Roskilde Festivals Orange Scene samt vundet hovedprisen til P3 Guld.
Nu har rapperen sat kryds ved endnu en bedrift. Hans album ‘Skyll’ er netop blevet kåret til Årets Danske Album til Danish Music Awards, der i aften fandt sted på The Plant i København.
Sara Sadiq Frost var vært til awardshowet, og der blev uddelt priser i 12 kategorier. Der var liveoptrædener fra Annika, Baloosh og Mumle.
Andre vindere talte netop Annika, der efter at have vundet talentprisen til P3 Guld sidste måned nu modtog prisen som Årets Nye Danske Navn til Danish Music Awards, samt Giift, der vandt prisen for Årets Danske Sangskriver, efter at have skrevet for internationale navne som Kehlani og Beyoncé.
Medina og Kind Mod Kind vandt for henholdsvis Årets Danske Solist og Årets Danske Gruppe. The Minds of 99, der spillede tre koncerter i Parken i 2024, vandt for Årets Danske Livenavn. Gilli og Kesi vandt Årets Danske Hit for sangen ‘555’.
Der var også en særlig pris, der blev overrakt til Mø. Hun fik overrakt Danish Music Awards’ ærespris af Lis Sørensen.
Her er alle vinderne til Danish Music Awards 2024:
Danish Music Awards’ Ærespris 2024
Mø
Årets Danske Album
Lamin ’Skyll’
Årets Danske Gruppe
Kind mod Kind
Årets Danske Solist
Medina
Årets Danske Sangskriver
Giift for sit arbejde med Beyoncé’s album ‘Cowboy Carter’ og Kehlani’s album ‘While We Wait 2’
Årets Danske Hit
Gilli & Kesi ’555’
Årets Nye Danske Navn
Annika
Årets Danske Producer
Anton Westerlin for sit arbejde med Lamins album ’Skyll’ og ep’en ’De her timer’ og sine bidrag til Noah Carters album ’Noahs Ark’ og Kesis album ’FOMO 88.8 FM’
Årets Danske Livenavn
The Minds of 99
Årets Nye Danske Livenavn
Smag På Dig Selv
Årets Internationale Album
Charli XCX ‘Brat’
Årets Internationale Hit
Sabrina Carpenter ‘Espresso’