I 2020 udkom mini-dokumentarserien ‘Tessas hævn’ på DR, hvor man fulgte rapperens kamp mod fortidens traumer.
Nu udkommer der tilsyneladende en opfølger i form af ‘Tessas succes’, der ligesom forgængeren er instrueret af dokumentaristen Anja Pil Overby. Serien får premiere på søndag på DR TV.
Vestegns-rapperen har delt en trailer på Instagram, og at dømme ud fra den lader det til at blive en følelsesladet dokumentar om berømmelsens skyggeside.
»Alle siger, at det er powerful at være sårbar, men det synes den sårbare ikke«, lyder det blandt andet fra den 27-årige rapper i traileren.
Udgangspunktet ser ud til at være de mange store koncerter, som Tessa har spillet de seneste år – herunder hendes Roskilde Festival-koncert i 2022.
Tessa holder sig ikke blot til dokumentarformatet. Hun har også landet en rolle over for Iben Hjejle i den kommende TV 2-serie ‘Sosu’.