SZA ‘Scorsese Baby Daddy’
SZA er først og fremmest en r’n’b-kunstner, men diskografien er fyldt med numre, hvor hun leger med et utal af andre genrer. Hun har tidligere flirtet med et guitartungt udtryk på den poppunkede ‘F2F’, og den sang har nu fået selskab af ‘Scorsese Baby Daddy’, der er en mere psykedelisk rockskæring.
‘Scorsese Baby Daddy’ landede i slutningen af december sammen med 14 andre nye sange SZA-sange. Hun har nemlig udgivet deluxe-udgaven af 2022-albummet ‘SOS’, og her medfølger altså udvidelsen ‘Lana’.
Med sin støvede rockguitar og SZA’s bragende vokal er ‘Scorsese Baby Daddy’ muligvis det bedste af de nye numre, og atmosfæren befinder sig et sted halvvejs mellem Yves Tumor og Leon Bridges. Særligt når hendes stemmes hæsere nuancer sniger sig frem, er det en fryd at lytte til. Man begynder næsten at sukke efter en hel SZA-udgivelse i denne rustikke stil.
Emily Bowen ‘Room 17’
Danske Emily Bowen har netop udgivet debutalbummet ‘Hate Me for This’, og hun har et eminent greb om indierockens virkemidler. ‘Room 17’ er en omgang loud-quiet-loud, hvis kontraster ville gøre Pixies stolte. Hør bare, hvordan vi bevæger os fra versenes sagte ømhed til brutalt støjende lydmure.
Little Simz ‘Hello, Hi’
Little Simz på et drill-beat? Ja, den er god nok! Hun får det selvfølgelig til at passe med hendes særegent tænksomme rapstil, når hun på kun to minutter tager temperaturen på, hvor hun befinder sig i sin karriere.
Branco feat. Artigeardit ‘Madness’
I maj udgav Branco sit efter eget udsagn sidste album, ‘Baba Business 3’. Det betyder dog ikke, at der har været tavst fra Branco sidenhen, og i juleferien blev albummet udvidet med blandt andet dette festklare Artigeardit-samarbejde, der formentlig nåede at sætte ild til en pæn sjat nytårsfester.
Jane Remover ‘JRJRJR’
Unikummet Jane Remover er i disse år i gang med at flå rockmusikken godt og grundigt fra hinanden, og nu giver hun åbenbart hiphoppen samme overhaling. ‘JRJRJR’ lyder som rage rap a la Yeat udsat for samme hektiske kaos, som Jane Remover plejer at udsætte emo- og shoegaze-genren for.
Chrome ‘Sår4dig’
Nu hvor vi er ved rage rap, så skal vi da også have et af landets største rage-talenter med. På ‘Sår4dig’ får vi en tudbrølende Chrome, hvis skingre stemme nærmest kommanderer din opmærksomhed. Det gør så tydeligt ondt, at det er umuligt at kigge den anden vej. Og det er altså bare første nummer på hans nye album, ‘Chrome’s Heart 2’, der udkom juledag.
Lil Baby feat. Young Thug & Future ‘Dum, Dumb, and Dumber’
Tre af hiphops store autocroonere har slået sig sammen på denne skæring fra Lil Baby-albummet ‘Wham’. Og mens andre beefer om, hvem der er hiphoppens big three, kårer de sig selv som ‘Dum, Dumb, and Dumber’.
Celeste ‘Everyday’
R’n’b-sangeren Celeste går i en lettere rocket retning på denne beskidte og forpinte sang, som hun oprindeligt udgav til Record Store Day sidste år, men som nu har fået en bredere udgivelse. Den rockede lyd opstår sjovt nok, fordi hun sampler 1999-sangen ‘Dirge’ af triphop-gruppen Death in Vegas.
Panchiko feat. Billy Woods ‘Shandy in the Graveyard’
Den engelske indierockgruppe Panchiko blev dannet i 1997, men dengang nåede de ikke at udgive mere end én demo. De er dog heldigvis mere produktive i dag, og dette psykedeliske samarbejde med rapperen Billy Woods eksemplificerer perfekt den unikke lyd, de har gang i.
Hey, Nothing ‘Barn Nursery’
Var det noget med lidt emo-klingende folkrock til din weekend? ‘Barn Nursery’ starter blidt med sin akustiske guitar og Harlow Phillips’ forsigtige stemme, men i bedste emo-stil bliver følelserne mere og mere udtalte. Når Tyler Mabrys vokal tager over, lyder det næsten som et nervesammenbrud.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste Top Tracks fra 2024.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: