‘Baba Business 3’: Branco ser fortiden i øjnene på karrierens sidste album
Der er noget disruptivt over at annoncere et album som »karrierens sidste«, som Branco har gjort det med ‘Baba Business 3’.
»Jeg er færdig, det er slut«, siger han på introen – til sin datter vel at mærke, men det rammesætter albummet ret definitivt. Man får serveret det på et sølvfad. Det er sidste album og tid til at gøre status.
Så lad os da gøre det: Branco startede karrieren med en helt særlig form for råhed. Som medlem af Mellemfingamuzik og i starten af soloårene fremstod han som en benhård type, der en gang imellem havde tid til at smide slæden uden for studiet for kort at hoppe ind og spytte nogle bars. Hans styrke lå i den umiddelbarhed, hans intimiderende energi og følelsen af, at han kom fra en verden, man ikke forstod.
Som han selv siger i Soundvenues interview: »Da jeg lavede ‘Baba Business 1’, der var jeg et andet sted i mit liv – på gaden, som jeg gav udtryk for i musikken. Nu er jeg blevet ældre og klogere og har fundet ud af nogle ting i det her liv, og hvad det virkelig går ud på«.
Senest har han deltaget i reality-programmet ’Over Atlanten’, hvor han bondede med yndlingsmormoren og tidligere ‘Den store bagedyst’-deltager Rosa Kildahl. Måske antitesen til den hårdkogte rapper. Branco har gradvist bygget mere og mere ud, og han fremstår nu også som en blød(ere) familiefar, der forholder sig til sin maskulinitet, sit liv og sit ansvar.
»Mama forgive me, jeg forvandlede hele blokken til et trap-house«, siger han på den hårdtslående ‘Trap Super Hero’. »Nogle gange ville jeg ønske, det var mig, som der fik den der kugle, dengang vi blev skudt på«, rapper han på den melankolske drill-ballade ’Til vi ses igen’. Det lyder som en mand, der gør regnskabet op.
‘Den sidste intro’ er en stærk åbner, hvor Branco »tænker over livet og smiler for mig selv«. ‘Gennem årene’ opremser hele livshistorien og karrieren, og Branco snakker om at høre Biggie på walkmanen i ’98 og om at sige »fuck rap, lad os rive skejsen« i 2016.
Det er medrivende, når Branco beskriver den noget prekære tilværelse som halvt rapstjerne, halvt gangster – og sætter ord på, hvordan de to ting (desværre) ofte hænger sammen.
Som rapper har Branco også gennemgået en udvikling. Leveringen og ordspillene er blevet skarpere, især i de mere trappede og UK-inspirerede flows – noget, de engelske rappere også har lagt mærke til. Det er i hvert fald ikke alle, der ville kunne få besøg af M Huncho (‘Trap Superhero’) og Headie One (‘Guns & Roses’).
Og det skal ikke være tilbageskuende det hele. Branco har øre for catch-phrases og klubbede beats som på ‘Push start’ eller ‘Langt fra Paris’, der sampler Stromaes ‘Alors on dance’. Det er fjollet. Men det er effektivt. »Fuck en god producer, mand, bare giv mig nogen, der’ skøre«, som han siger.
På den disco-infuserede ‘Magic Airlines’ med Blæst giver han den som hypet festrapper, der ville passe ind under en discokugle.
Man kan diskutere, om de mere hårde, festlige numre tjener albummets overordnede formål. De viser selvfølgelig det liv, Branco nu siger farvel og tak til, og man kan ikke klandre ham for at tage en sidste tur i hitmanegen, men det gør, at albummets midterste akt mudrer en smule.
Der er dog en overvægt af sange i det eftertænksomme hjørne. Selv ‘1000 nætter’, en egentlig klubbet sag med høj BPM og fire i gulvet, ender med at blive sentimental. ‘Samme vej’ er en trapballade med guitar som det bærende element, et omkvæd fra Barbara Moleko og et stærkt vers fra Artigeardit.
På ‘Billionær’ synger Branco sit hjerte ud til sine børn. Det er næsten for ærligt. Men det virker, netop fordi han fremstår som en, der synes, det er svært at synge, svært at være følsom, men som gør det alligevel.
Albummet lukker med ‘100 år’, der lyder lidt som Drake, verdensmesteren i tilbageskuen. »Og hvis de gode dør unge / Så’ jeg her, til jeg er gammel og grå / For jeg kan ikke lyve, har ikke været særlig god / Prøver bare at være bedre end i går«, synger han over simple klaverakkorder. Og at være bedre end i går indebærer åbenbart et karrierestop (eller i hvert fald et -skift).
Det er en værdig afslutning. Ikke kun på albummet, men på hele karrieren. Fortiden og den dårlige samvittighed indhenter alle, og nogle gange skal man kigge sig selv dybt i spejlet og foretage et ordentligt venstresving.
På den måde er Branco måske alligevel ikke så anderledes fra alle os andre.
Kort sagt:
Branco gør status på sit afskedsalbum, og det fører til hans nok mest eftertænksomme værk. ’Baba Business 3’ er et værdigt farvel, hvor han i god rapform formår at nuancere livet som rapper, gangster og familiefar.