En af det seneste årtis mest succesfulde danske rappere er færdig med at lave musik. Det var i hvert fald meldingen, da Branco i sidste uge annoncerede, at hans kommende album, ‘Baba Business 3’, også bliver hans sidste.
Det bliver i så fald kulminationen på en ti år lang rapkarriere, der startede med makkeren Stepz i duoen MellemFingaMuzik. Sammen ændrede de dansk raps spilleregler på debutalbummet ‘Militant mentalitet’, og sidenhen dannede de supergruppen Molo med Gilli og Benny Jamz.
Men siden 2019 har Brancos fokus været på solokarrieren. Og særligt i dette regi er han vokset til at være en af Danmarks mest populære rappere.
På fredag udgiver han ‘Baba Business 3’, der følger i hælene på ‘Baba Business’ fra 2019 og ‘Baba Business 2’ fra 2021, og det er ifølge Branco selv ikke blot hans sidste album, men også hans bedste.
Vi fangede ham til en snak om trilogiens sidste kapitel samt valget om at trække sig fra branchen.
Hvordan føles det endelig at færdiggøre ‘Baba Business’-trilogien?
»Det føles dejligt. Det føles godt, det føles rigtigt. Det er jo ikke bare ‘Baba Business’-trilogien, der bliver afsluttet, det er jo karrieren. Så det giver noget luft og noget overblik, som jeg har ledt efter i lang tid«.
Er du stolt? Ikke bare af albummet, men af den karriere, du sætter punktum for?
»Jeg kan ikke så godt lide ordet stolt, men jeg er da i hvert fald beæret over at have været her så længe og at have gjort så stort et indtryk på så mange mennesker. At se nu, efter jeg har annonceret, at jeg trækker mig, hvor mange mennesker – flere tusind – der har skrevet og udvist kærlighed. Det er det, der betyder allermest. At det faktisk har haft en impact på folks liv«.
Hvad er det egentlig, der adskiller ‘Baba Business’-trilogien fra dine andre album som eksempelvis ’10 Years’?
»’Baba Business’ er historien. På ‘Baba Business’ bliver der ikke lagt vægt på at skulle lave kæmpehits. Jeg tænker ikke over andet end at skulle lave det, der gør mig glad på ‘Baba Busines’-trilogien.
Det er det, vi gennemgår i livet. ‘Baba Business 1’ var alt det, jeg havde gennemlevet før musikken. Det var mit første album, og det var måske lettere at lave end de to efterfølgende ‘Baba Business’-album, fordi jeg havde levet 25-26 år op til, som jeg kunne skrive mine erindringer og erfaringer fra.
‘Baba Business 2’ var skillevejen. Der gik man fra at være en upcoming-Branco til virkelig at være der. Og ‘Baba Business 3’, det vil jeg kalde for balance på vægtskålen«.
Hvad er det en balance mellem?
»En balance mellem det gode og det dårlige. Ikke at musikken er dårlig, men man udvikler sig som menneske. Og det er jo ikke nogen hemmelighed, at da jeg lavede ‘Baba Business 1’, der var jeg et andet sted i mit liv – på gaden, som jeg gav udtryk for i musikken. Nu er jeg blevet ældre og klogere og har fundet ud af nogle ting i det her liv, og hvad det virkelig går ud på«.
»Når det så er sagt, så er det albummet, der har taget mest fra mig. Det er det mest personlige og dybe, men det er også det, der har taget mest tid, fordi jeg skulle gennemgå så mange ting. Jeg har skrottet to ‘Baba Business 3’-album«.
Du har simpelthen skrottet to hele album?
»Jeg har skrottet to skeletter. Det vil sige i hvert fald 30 sange hen over de to år, hvor jeg har tænkt ‘nu har jeg albummet og er klar til at rulle det ud’. Men så dukker der noget op, der gør, at mit synspunkt i livet ændrer sig. Og så tænker jeg ‘ved du hvad, det her er ikke nok’«.
Kommer de to skrottede ‘Baba Business 3’-album nogensinde til at se dagens lys?
»Nej, aldrig. De er gemt til mig. Uden at lyve, så har jeg en hemmelig mappe med 128 færdige sange. Med nogen kæmpe features også, som jeg har skrottet. Ikke fordi det er dårligt, men det er, hvad det er«.
Apropos features: Du har både M Huncho og Headie One med på den nye plade. Hvordan kom de i hus?
»Headie og jeg havde skrevet lidt sammen engang, bare om musik. Og vi havde linked op i London uden at lave musik. Så skrev han til mig ud af det blå, da han var i København, og jeg tog forbi det show, han spillede, og lagde et nummer. Så landede vi i studiet bagefter og lavede en fucking banger«.
Var du også i studiet med M Huncho?
»Jeg var også i studiet med M Huncho, ja, i London«.
Så det er ikke noget med at sende mp3-filer? Det skal helst være i studiet?
»Det kunne vi godt have gjort, men London er jo kun en kort flyvetur væk, og den energi og den vibe, man får af en hel aften i studiet, det er noget helt andet. Når jeg laver features for folk, så kan jeg også bedst lide at være i session med dem.
Hvis folk køber en feature af Brancs – eller, det er jo ikke engang, fordi jeg charger folk nu til dags – men hvis jeg skal lave noget, så er det, fordi jeg har lyst til det. Og hvis jeg har lyst til det, så går jeg i studiet med dem«.
Hvorfor vælger du at stoppe her?
»Der er jo tusind tanker. Men nu springer jeg bare ud i det – eller omvendt, jeg springer væk fra det. Jeg har brugt så meget tid på det her, og jeg har lagt hele mit liv i det. Det er jo ikke bare et arbejde for mig at lave musik, tage i studiet og så tage hjem igen. Det, jeg giver folk gennem mit univers, når jeg skriver, det er virkeligheden. Og det tager meget af en.
Det her musik har reddet mit liv, men det har også taget meget af min tid de sidste par år. Jeg har fire børn, og jeg har mange andre ting at se til, som jeg skal bruge tid på nu«.
I pressemeddelelsen står der både, at det er en »karrierepause«, og at du »indstiller karrieren«. Er det bare en pause, eller er det helt slut?
»Jeg stopper her. Jeg tror, at min gode makker, der har skrevet den, håber på, at det er en pause. Men jeg stopper. Det er ikke en hemmelighed.
Jeg har ikke lavet musik for at tjene penge. Alt der er kommet, det har bare været et plus. Fra det øjeblik, vi uploadede den første MellemFinga-sang til den Branco, der er i dag … det har været en fantastisk rejse. Det lå aldrig i kortene, at jeg skulle lave musik og blive til den, jeg er i branchen.
Men man skal også stoppe, mens legen er god. Man skal trække sig på toppen, kan man sige. Jeg har så mange andre ting, der kræver min fulde opmærksomhed nu. Men jeg siger også i traileren, som jeg lagde ud, at hver gang, jeg gør noget, så gør jeg det 100 procent. Og hvis jeg ikke kan give mig 100 procent til musikken, så gider jeg ikke lægge noget half-hearted ud«.
Hvad skal du så nu, hvor du ikke skal lave musik?
»Jeg skal følge børn i skole, drikke kaffe om morgenen og smøre madpakker. Det er det, jeg skal lige nu, Kjartan. Hvad der kommer til at ske derefter, det ved jeg ikke«.
Ved du ikke selv, hvad det næste kapitel bliver, eller vil du bare ikke sige det?
»Jeg ved det godt. Jeg har arbejdet på det i et helt år, hvis ikke halvandet. Sådan nogle ting tager tid, og jeg vil ikke sige for meget. Lad os snakke om det, når vi kommer tæt på noget release, og så tager vi den derfra«.
‘Baba Business 3’ udkommer 24. maj.