Headie Ones koncert var ved at køre helt af sporet – så hev han en dansk rapstjerne op af hatten
At se Headie One spille i Pumpehuset onsdag aften var lidt som at se en Marvel-film, hvor heltens største styrker pludselig bliver til svagheder.
Rapperens underspillet akrobatiske, snøvlende vokal – der er fuld af nuancer og ordspil i studieudgaven af sangene – blev ofte reduceret til rendyrket mumleri live.
Headie Ones nonchalant, overlegent tilbagelænede positur og attitude, der har gjort ham til lidt af en kultfigur på TikTok, virkede distancerende på Pumpehusets mørke, tilrøgede scene. Som om han ikke helt var til stede.
Og det faktum, at han stort set altid bruger variationer af det samme drill-flow, hvilket virker kompromisløst på hans mange stærke udgivelser, gjorde koncerten til en monoton oplevelse, hvor man tit for vild i, hvilken sang der egentlig kørte.
Hans styrker svigtede ham simpelthen. Men miseren var dybere end som så, og det var ikke kun Headie Ones egen skyld.
Lydbilledet var nemlig mere mudret end Roskilde Festival efter en uges regnvejr, hvilket man allerede kunne ane til opvarmnings-dj’ens sæt, hvor stensikre partystartere mistede meget af deres pondus, fordi vokalen var mikset helt væk. Den bastunge lyd mindede om, når man kan høre underboen holde fest.
Under koncerten var der også en overdosis af dronende bas og en mangel på klar vokal. Selv når Headie One talte mellem sangene, var det svært at høre, hvad han sagde. Både hypeman og dj gjorde samtidig mere skade end gavn, da de bogstavelig talt prøvede at råbe en stemning op.
Den britiske rapstjerne kæmpede bravt for at komme op af den her soniske mudderpøl.
Setuppet på scenen virkede som en undergrundskoncert: Stort set ingen visuelle komponenter, bare Headie, hypeman og dj. Ligesom så mange UK-rappere insisterede aftenens hovedperson på at bære sangene selv. Stort set uden backtrack.
Et minimalistisk og modigt valg, der dog gjorde, at der ikke var noget sikkerhedsnet til at gribe sangene, når live-vokalen ikke formåede at skære igennem. Der var ingen visuals at fæstne øjnene ved, intet backtrack som støttehjul.
Det skulle vise sig at blive et problem.
Koncerten startede ellers godt med de stærke ’18Hunna’ og ’Can’t Be Us’, der til dels forløste det ekstremt velvillige og energiske publikum, men temperaturen faldt hurtigt, da Headie One spillede sange fra det nylige ’No Borders’-album, der er fyldt med gæsteoptrædener af rappere fra hele Europa.
På papiret virker det måske som en god idé at spille de tværeuropæiske collabs på en Europa-tour, men i praksis var det lidt af et antiklimaks at høre de mange gæsteoptrædener af franske og tyske rappere, der ikke var til stede i salen. Det hjalp heller ikke, at de færreste så ud til at kende de relativt nye numre.
Stemningen dalede minut for minut, og helt galt gik det i anden halvdel af showet, hvor Headie spillede svagere festsange som ’Princess Cuts’ og brugte billige tricks: Hele tre – ja, tre – forskellige gæster blev hevet op på scenen. En dreng fik sunget fødselsdagssang. Der blev leflet.
Koncerten var i frit fald mod slutningen, men så havde Headie One alligevel en faldskærm i form af en hemmelig gæst. Pludselig stod danske Branco nemlig på scenen og genoplivede salen med ’Hundo’.
Bevares, lyden var stadig alt andet end god. Men Pumpehuset vågnede ligesom til live igen. Hvilket Headie One udnyttede: Koncerten fik lidt momentum igen med ’50s’, ’Came In The Scene’ og ’Marin’s Sofa’. Tre stærke nye sange, der viser, at UK-stjernen egentlig er i udgivelsesmæssig topform for tiden.
Det var ikke helt en happy ending for vores omvendte Marvel-helt. Men i det mindste endte koncerten ikke i universets undergang.
Kort sagt:
Headie Ones styrker blev forvandlet til svagheder under en koncert, der led af dårlig lyd og en uheldig setliste. En sen Branco-gæsteoptræden gav dog koncerten momentum til sidst, og Headie One fik reddet æren.