»Jeg laver ikke koncerter – jeg laver magtdemonstrationer«.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Tessa, der netop har annonceret sin største koncert nogensinde. Den 25. oktober spiller den danske rapper således i »fucking Royal Arena«, som hun selv formulerer det.
»Min største koncert nogensinde bliver endelig en realitet! Jeg skal spille i fucking Royal Arena, og det er ikke kun historisk for mig, men for alle mine Sjakalinas, boss bitches og boss bitch supporters!«, udtaler hun.
»Det her bliver det vildeste, jeg nogensinde har lavet, og jeg kan slet ikke vente med at se jer derinde! I did it. I’m the MF queen. Kys«.
Tessa har tidligere optrådt på blandt andet Roskilde Festivals Arena-scene og drog i 2023 på sin første headliner-turné. Samme år udgav hun debutalbummet ‘Tessas hævn’, der efterfølgende blev udvidet med fire nye sange på deluxe-udgaven ‘Tessas hævn – igen bitch’.
Siden da har rapperen landet en hovedrolle i den kommende TV 2-serie ‘Løgnen’ samt medvirket i DR-dokumentaren ‘Tessas succes’, der fulgte op på dokumentaren ‘Tessas hævn’ fra 2020.
Billetsalget til koncerten i Royal Arena starter den 5. marts klokken 10.00.
Tessa
25. oktober
Royal Arena
Billetpris: 325-995 kr.