‘Tessas hævn’: Tessa går fuld ‘Kill Bill’ på sit blodtørstige debutalbum – til sidst forstår man hvorfor

‘Tessas hævn’: Tessa går fuld ‘Kill Bill’ på sit blodtørstige debutalbum – til sidst forstår man hvorfor
Tessa. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

»Kan ik’ fat’, jeg li’ har lavet et album«, udbryder Tessa på Azhar-samarbejdet ‘Stormvejr på Stenbroen’, åbningsnummeret på sit imødesete debutalbum, ‘Tessas hævn’.

I virkeligheden er det sværere at fatte, at debutalbummet først lander nu. Der er trods alt snart gået fire år, siden rapperen fra Hundige første gang fangede danskernes opmærksomhed med en række rapkæftede Instagram-freestyles og sidenhen den kompromisløst beskidte debutsingle ‘Snakker for meget’.

»Tessa er den kvindelige danske rapper, vi har ventet på«, skrev Soundvenues musikredaktør dengang, og i retrospekt er det svært at være uenig. Uanset hvad man måtte mene om Tessa, er én ting uanfægteligt: Dansk hiphop har aldrig oplevet noget lignende. Hverken før eller siden.

Tessa blev en rapstjerne på rekordtid, men en længere udgivelse har ladet vente på sig. Hun har pumpet den ene storstreamende single ud efter den anden uden at udgive så meget som en ep. Endnu et sjældent syn på den danske hiphopscene.

Tessa. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Men nu er ventetiden forbi. I dag udgiver Tessa langt om længe sit debutalbum, og overraskende nok sniger kun to af hendes i alt 21 (!) udgivne sange sig med på pladen. Et klogt træk, selvom den nemme løsning havde været bare at samle det hidtidige output og kalde det et dobbeltalbum.

I stedet holder hun det friskt med hele ti nye numre, og man forstår hurtigt hvorfor. Langt de fleste af disse sange er nemlig en del af en større fortælling. At kalde ‘Tessas hævn’ et decideret konceptalbum ville være at stramme den, men dets blodtørstige narrativ er til at tage og føle på.

Albummet er, som titlen indikerer, en klassisk revenge-flick, hvis plot er en Quentin Tarantino-film værdig. Som en anden Uma Thurman i ‘Kill Bill’ drager Tessa på lyrisk hævntogt og slagter den ene hater efter den anden, før hun til sidst står ansigt til ansigt med sin egen version af David Carradines titulære antagonist.

Motivet til hendes vendetta viser sig at være tragisk, og en hjerteskærende afsløring i tredje akt vender som et andet plottwist op og ned på ikke bare din forståelse af albummet, men din forståelse af Tessa som kunstner og som menneske. Men det vender vi tilbage til.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den hævngerrige tematik skinner igennem fra første linje. »Den bedste hævn er succes«, begynder Tessa sit vers på føromtalte åbningsnummer, før hun tager os med på rejsen fra den første freestyle til det store gennembrud. Fra livet på gaden til ejerlejligheden med køkken-alrum.

Allerede her kommer vi bemærkelsesværdigt tæt på den ellers så konfrontatoriske rapper, og produktionen markerer ligeledes et nybrud i hendes kunstneriske virke. Det iskolde klaverbeat lyder som noget, Eminem ville rappe over, da han var i sine følelser i 00’erne. Tænk et nummer som ‘No Apologies’ fra opsamlingsalbummet ‘The Re-Up’.

Teksten er måske nok selvhævdende, men produktionen fortæller en anden historie. Det har ikke været let, synes det forsigtige guitarspil og det hjemsøgende kor at kommunikere. Vejen til det gode liv har været lang.

Det er ikke første gang, Tessa på den måde omfavner melankolien. Tag bare sidste års lavmælte Asbjørn-samarbejde ‘Farver’, hvor rapperen gik til angreb på hiphoppens hang til homofobi. Men her sætter hun i stedet sig selv i centrum. ‘Stormvejr på Stenbroen’ er noget så sjældent som en emotionel banger, og det klæder hende.

Tessa. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

De næste numre er mere i tråd med den Tessa, vi allerede kender. På ‘Sus’ får hun endnu engang selskab af mentoren Jesper Livid, som modsat sit omkvæd på 2021-singlen ‘Set mer’ denne gang nøjes med at rappe.

Ikke desto mindre er det Tessa selv, der løber med opmærksomheden, når hun sender den ene velskrevne sviner efter den anden til sine rivaler. Mindeværdige catchphrases har alle dage været hendes største styrke som rapper, og hvad det angår, er hun i topform på ‘Sus’.

»Dit slidte fjæs kan ikke reddes af make-up / Prøvet alt, hvad bliver det næste, k-pop? / Bitch, don’t quit your day job«, rapper Tessa, før personen i den anden ende får lov at komme til orde: »Jamen, jeg har kæmpet så længe for det«, lyder det fra en forvrænget, fjoget stemme.

»Netop«, svarer Tessa. Bum.

Endnu mere flabet er sangen ‘Ding dong’, hvor Tessa leverer sit måske mest fængende omkvæd siden signatursangen ‘Ben’. Dørklokkesamplet er kitchet, men effektivt. En af den slags gimmicks, som kun hun kan slippe afsted med. Det lyder som albummets bedste bud på et sommerhit.

Men vigtigst af alt tjener også disse numre den større fortælling. Succes er som bekendt den bedste hævn, og Tessa efterlader ingen tvivl om, at hun altid er på toppen. »Skraber kun bunden, når jeg shaver«, lyder det i en af albummets bedste one-liners.

Tessa. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Herfra begynder det desværre at gå gevaldigt ned ad bakke for vores hævngerrige heltinde. Bliver vi et øjeblik i ‘Kill Bill’-metaforikken, repræsenterer de næste numre den ikoniske scene, hvor Thurmans The Bride-karakter begraves levende i en forseglet kiste.

Suspekt-samarbejdet ‘Toxic’ blegner i sammenligning med sange som ‘Vil du med…’ og Tessas eget hit ‘Blæstegnen’, hvor hun og Orgi-E er som skabt for hinanden. Den sprudlende kemi er intakt, men her drukner den langt hen ad vejen i skabede synths med en undervældende melodilinje, som Tessa ovenikøbet insisterer på at imitere i omkvædet.

Det virker ikke nær så gennemarbejdet som de forudgående numre, og det samme kan siges om den Nicki Minaj-refererende ‘Barb’. En velmenende hyldest til idolet, men den soulede produktion lyder med sin tonstunge synthbas som skitsen til et Tyler, the Creator-nummer anno ‘Flower Boy’.

Mest af alt er det dog Tessas vokal, der holder albummet tilbage. Ikke at vokalen nødvendigvis er dårlig – det handler snarere om måden, hun vælger at bruge den på.

Der er en uskreven regel, når det kommer til autotune. Enten bruger du så lidt, at man slet ikke ænser det, eller så bruger du så meget, at det bliver et stilistisk valg. I begge disse omkvæd lander Tessa et sted midtimellem, og resultatet lyder mest af alt underproduceret.

Albummet har som sagt været fire år undervejs, men flere steder lyder det alligevel som hastværksarbejde. Tag bare sangen ‘Lil ballademager’. Linjer som »Har du en aubergine i dine jeans, eller er du bare glad for at se mig?« er i forvejen en letkøbt punchline, så hvorfor gentage den hele tre gange?

Det er ærgerligt, for netop sexpositivismen plejer ellers at være Tessas spidskompetence. Det her afspejler ikke hendes bedste evner, og det gør sangens »La-de-de-da-da«-omkvæd bestemt heller ikke.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Heldigvis formår Tessa mod slutningen af albummet at bryde ud af kisten og grave sig op til overfladen igen.

På den allerede udgivne single ‘Betalt’ har hun lokket Lamin og Benny Jamz med i studiet, og som vi tidligere har bemærket her på Soundvenue, kan det meget vel være hiphopgenrens dybt forankrede konkurrenceelement, som driver de tre rappere til at bringe deres absolutte A-game.

Resultatet bør gøre enhver tvivl om Tessas tekniske evner til skamme. Her viser hun, at hun sagtens kan spille lige op med to af tidens bedste danske rappere, og det samme kan i øvrigt siges om sangen ‘Hustle & kærlighed’, hvor gæstelisten tæller Kesi og Icekiid.

Jep, albummet skorter ikke ligefrem på prominente stjerner. Men den mest opsigtsvækkende feature finder vi på afslutningsnummeret ‘Engletårer’, hvor omkvædet leveres af selveste Søs Fenger, der ligesom Tessa historisk set har været et forbillede for mangt en ung dansk kvinde.

Her skildrer Tessa intet mindre end to voldtægtsoplevelser fra sin ungdom på kuldegysende nøgtern vis.

Det gør ondt at lytte til. Men det er vigtigt. Også for din forståelse af albummet som helhed. Det er nemlig her, vi indser, hvorfor hævntogtet var en nødvendighed. Her forstår vi, hvor blodtørsten stammer fra, og hvem der er den egentlige skurk i fortællingen.

Nummeret er en milepæl i dansk hiphophistorie, og selv den største Tessa-hater – gud ved, at hun har mange – må kunne anerkende hendes mod.

Kort sagt:
Næsten fire år efter gennembruddet drager Tessa på et Quentin Tarantino-værdigt hævntogt, som rummer en grum fortælling fra hendes ungdom. Det er på mange måder en vigtig udgivelse – også selvom produktionen ironisk nok visse steder virker som hastværksarbejde.

Tessa. 'Tessas hævn'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af