Tessas nye album hedder det samme som DR-dokumentaren fra 2020, der blandt andet skildrede rapperens oplevelser med seksuelle overgreb og hævnporno: ’Tessas hævn’.
I de to ord ligger hele den fortælling, rapperen har rullet ud siden gennembruddet for snart fire år siden.
Nemlig at »den bedste hævn er succes«, som Tessa rapper på den livsbekræftende ’Bål’, der udkom lige efter serien. At alt det lort, man har fået smidt i hovedet i løbet af livet, kan få en ny funktion som gødning for en senere succes.
Den fortælling har præget Tessas musikalske forarbejdning af fortiden siden starten. Men på den allersidste sang på det nye album sker der noget uventet.
På ’Engletårer’ får beskrivelser af to seksuelle overgreb lov til at stå nøgne hen, uden nogen større historie om overvindelse eller succes.
Det er noget nyt for den 25-årige musiker.
Rapstjerne som copingmekanisme
I den hidtidige fortælling forvandler Tessa traumer til succes ved at klare sig mod alle odds. Hun rapper om sex for at genvinde herredømmet over sin egen krop, og hun bliver rig og berømt som en slags hån til alle dem, der sked på hende før i tiden.
Det er lige før, man kunne sige, at Tessa er blevet en rapstjerne som en slags copingmekanisme.
»Det er gennem sangene, hun har fået en stemme – og det er gennem dem, hun har genoprettet magtbalancen, der var så skæv i hendes ungdom«, skrev jeg i en artikel efter premieren på DR-dokumentaren. »Musikken er Tessas sande hævn over uretfærdigheden fra fortiden«.
Men ’Engletårer’ føles ikke som en hævnsang. Mere som en bekendelse.
Sangen er simpel og klar. Produktionen holder sig stille og sørgmodigt i baggrunden, og Søs Fengers omkvæd fungerer mest af alt som små åndehuller mellem Tessas to vers.
De åndehuller har man brug for som lytter. For de to vers indeholder direkte, utilslørede skildringer af seksuelle overgreb. Her er ingen autotune, metaforer, ordspil eller andet. Rapperen nøjes med at beskrive noget, hun har oplevet.
Tessa rapper, som om det er vigtigt for hende at være så præcis som muligt. Her er, hvad der skete. Teksten er et vidnesbyrd. Ikke en peptalk.
Hun beskriver to meget konkrete seksuelle overgreb: Én gruppevoldtægt til en privatfest og en voldtægt i et solcenter.
I sine vers forklarer Tessa magtbalancerne, der havde indflydelse på situationen. Tankerne, hun gjorde sig før og efter. Men også metoderne, der blev brugt for at indlede overgrebene, og de konkrete omstændigheder for voldtægterne.
»Jeg er for træt, sagde jeg, mens jeg prøvede at presse ham af mig«, rapper hun om den gruppevoldtægt, der finder sted til festen. Det føles rystende reelt.
Overgrebene på solcenteret beskrives også med detaljer, der gør situationen uhyggeligt virkelig: »Bagefter tog en af dem samme bus som mig hjem, som om intet var hændt«.
Hun lægger ikke et filter af inspirational quotes over sangen. I stedet slår hun konkret fast, hvad der er sket: »Først mange år efter fattede jeg, at det var voldtægt / og jeg ved, I vatpikke heller aldrig kan glemme det der«.
En nødvendig sang
De seneste år har været en sejr for Tessa. Hits, koncerter, tv, radio, berømmelse. Hun har opnået mere, end hun nok kunne drømme om. Og hun har fejret sin succes gennem sine sange.
Det gør hun også flere steder – faktisk de fleste steder – på debutalbummet ’Tessas hævn’. Men på ’Engletårer’, anerkender hun også, at alt ikke er okay. Det er et sårbart moment, der viser et meget virkeligt traume.
Det minder en smule om den bevægelse, Megan Thee Stallion sidste år lavede på albummet ’Traumazine’.
Den amerikanske artist er også synonym med kvindelig styrke og selvtillid. Men hun har også mistet sin mor nyligt og er blevet skudt i fødderne af Tory Lanez, hvorefter store dele af hiphopverdenen lavede memes og grinte af hende.
Ligesom Megan Thee Stallion har Tessa præsenteret en historie om, at man kan overvinde fortidens traumer med talent, hårdt arbejde og en næsten overjordisk mængde selvtillid og attitude. Det har været en nødvendig fortælling, der har manglet på hiphopscenen.
Men uendelig selvtillid, power og bad bitch-attitude er jo ikke hele fortællingen om Megan Thee Stallion – eller om Tessa.
»Bad bitches have bad days too«, som Megan Thee Stallion rapper på ’Traumazine’-sangen ’Anxiety’.
Så nu, hvor sejren er i hus i form af rapstjernestatus og gigantisk succes, har Tessa kunnet indrømme, at hver dag ikke er en fest. At alt ikke er okay altid.
På ’Engletårer’ vender Tessa tilbage til traumet og konfronterer det. Hun beskriver tingene, som de er. Uden omsvøb og uden at holde tilbage.
Det lyder ikke som en sang, der har været let at skrive. Men den har nok været nødvendig.