»Jeg har lige købt det – cause I’ve worked my ass off«, lyder det fra Tessa, da jeg på en af de første rigtige forårsdage fanger hende på hendes pladeselskab, Universal.
Som en tiltrængt enfant terrible bølger hun sig rundt på et waveboard på de bonede gulve, mens hendes makeup-artist forsøger at fange hende for at rette på håret eller lægge makeup.
»Det føles så weird, at det her er mit job«, griner hun.
Fra at have »levet et langt liv på kort tid«, som hun i 2020 beskrev det i DR3-dokumentaren ‘Tessas hævn’, står hun i dag med en skydende karriere og egen lejlighed med køkken-alrum. Og det har stadigvæk ikke helt bundfældet sig.
»Det er faktisk præcis fire år siden, at vi lagde den første freestyle ud«, siger hun i retning af sin manager og mentor, Jesper ‘Livid’, der dengang spottede Tessas talent i en video, hvor hun med millimeter-præcision mimede en rap af Nicki Minaj.
Siden da har hun rundet 200.000 følgere på sin Instagram-profil. Hun har hittet stort med sange som ’Ben’, ’Blæstegnen’, ’Okay ’ og mange flere, samt lavet musik med prominente navne som Suspekt, Kesi og Icekiid. Og så har hun netop lagt sidste hånd på sit debutalbum, der markerer en milepæl i den 25-årige rappers liv.
»Until this day I was upcoming«, lyder det fra Tessa, der er færdig med at frygte, om fortiden vil fælde hende. På sin debutplade er hun draget på lyrisk hævntogt, og der er både haters og giftige samfundsstrukturer i sigtekornet.
I den forbindelse har vi aftalt at gå en tur på Christiania – hvor hun boede i en kortvarig periode som teenager – til en snak om tiden fra første hype til i dag. Om det nødvendige fællesskab. Og om at insistere på retten til at være en skank og en rødstrømpe på én og samme tid.
Mere end musik
»Den der bænk, den har jeg sgu’ taget en lur på«, griner Tessa, da vi har forladt Universal og går over Christianshavns Vold. Det er første gang i fire år, at hun bevæger sig frit rundt på Christiania. Og selvom fristaden er knyttet til en tid uden fast base og med lidt for meget røg, så kan hun næsten ikke være i sig selv af bare gensynsglæde.
»Det var et tidspunkt med ekstremt meget rod i mit liv. Men herude har jeg aldrig følt mig hjemløs«, siger Tessa, der på albummets åbningsnummer ‘Stormvejr på Stenbroen’ fortæller, hvordan hun har »prøvet at sove i togvogne og på bænke så læng’, at (hun) glemte, hvordan det føles at ligge i en seng«, og hvordan hun »selv kunne have brugt en Tessa« i sin opvækst.
»Alle leder jo efter idoler. Nogen at spejle sig i. Men alle idoler var så picture perfect, da jeg var lille. Ikke et gram eller en bums for meget. Jeg tror, jeg havde følt mig mindre ensom og anderledes, hvis jeg havde haft en Tessa, da jeg voksede op. En følelse af, at man godt kan blive til noget, selvom man har en tung bagage«, siger hun, mens vi bevæger os forbi der, hvor initiativet Vilde Liv holder til, hvor hun sidste år spillede en surprise-koncert.
»Jeg er selv kommet der meget, og de mødte mig altid med varme, kram og jokes. Jeg vil gerne give nogle af de kids en mulighed for at spejle sig i det perfekt uperfekte«, siger hun bag et par tunge solbriller.
»Det er jo ikke alle, der kan lide hiphop. Eller mit sprog, for den sags skyld. Men jeg er blevet mødt af folk, der kan relatere til min historie. Og det handler om mere og andet end selve musikken«, siger hun, og fortæller, at hun efter DR3-dokumentaren fik et hav af beskeder fra piger, der fortalte, hvad hun havde betydet for deres liv, mens medierne udnævnte hende som et forbillede for udsatte piger.
»Det var skræmmende i starten. Som om hele Danmark havde besluttet sig for, at jeg skulle være en rollemodel. Og jeg sad bare selv og havde ikke styr på en skid. Jeg havde brug for en rollemodel«, siger hun.
»Det er et kæmpe ansvar. Jeg er jo også bare et menneske, der kan lide at have det sjovt og lave weird ass ting. Men jeg har samtidig opdaget, at jeg rent faktisk kan gøre en forskel ved at dele min historie og syn på samfundet«.
En kollektiv kamp
Det har imidlertid ikke været uden omkostninger at være den første store kvindelige rapper på den danske hiphopscene, fortæller Tessa, da vi har forladt Staden og slået os ned ved et bord foran Soundvenues kontor.
»Internetkrigerne har haft rigtig god tid«, siger hun og pauser et øjeblik, som om hun ser et tilsmudset kommentarspor foran sig. Hun vipper lidt irritation ud gennem den ene fod.
»Mange tror, at ytringsfrihed er lig med ytringspligt, hvilket pisser mig af. Jeg tror, det er the audacity i det. Den der måde at se på andre som undermennesker, ting, man kan kommentere på, som det passer én. Det gør mig vildt forarget«, siger hun og tilføjer, at hun håber, at hun har taget det store læs, så det bliver nemmere for andre kvinder i fremtiden.
Jeg vover mig til at spørge ind til de kritikere, der mener, at hun ikke selv skriver sine tekster, men får ikke afsluttet sætningen, før Tessa tager over.
»Ved du hvad, de kan sutte min pik. Hvad har de selv udrettet? Siddet derhjemme og gamet, mens jeg har stået i studiet? Selvfølgelig skriver jeg mine egne tekster, men hvis man tror, at jeg er den eneste, der får hjælp i den her business, så er man sgu delusional. DE-LU-SIO-NAL«, siger hun og kæmper lidt med en lighter for at tænde en smøg.
»Jeg har aldrig haft det så godt, som jeg har haft det de sidste fire år – fysisk eller mentalt. Og det skyldes, at jeg har et sindssygt stærkt hold omkring mig. Vi gør det her sammen«.
Selvom hun langt hen ad vejen ikke giver en fuck for, hvad andre tænker om hende, så er hun dog både spændt og nervøs for modtagelsen af albummet.
»Jeg vil så gerne have, at folk føler sig velkomne. Men når jeg selv har optur over noget, så har mine sjakalinas (Tessas fans, red.) det ofte også. De fortæller mig, hvad de synes, og jeg lytter, læser og svarer. Det er vigtigt for mig at være i øjenhøjde med dem, der bruger deres tid på at lytte til min musik«.
Og der er én regel, hvis man vil være en sjakalina:
»Don’t trash talk nobody. Det får dig ikke til at skinne mere, hvis du får andre til at skinne mindre. I min klan løfter vi hinanden op og kæmper sammen«.
»Jeg er bange for at knuse min fars hjerte«
Der er dog ét nummer, hun er særligt nervøs for modtagelsen af. På albumlukkeren, ‘Engletårer’, fortæller Tessa modigt og eksplicit om to voldtægtsoplevelser i sine teenageår.
»Først mange år efter fattede jeg, at det var voldtægt … I ved godt, hvem I er. Og det her er Tessas hævn«, lyder det dirrende direkte på nummeret, som Søs Fenger gæster i omkvædet.
»Sexual abuse. That’s my main reason to have a voice«, siger Tessa og bliver et øjeblik vild i blikket. »Selvom det er svært, så har det været vigtigt for mig at fortælle om – for min egen skyld. Men også for alle de kvinder derude, som føler sig alene med deres oplevelser. Og dem ved jeg, der er mange af«, siger hun og fortæller, at hendes forældre endnu ikke har hørt tracket.
»Jeg er bange for at knuse min fars hjerte. Jeg vil bare gerne tage så meget hensyn til mine forældre som overhovedet muligt. De er jo min base. Men der florerer så mange syge dynamikker, der pålægger kvinder ansvaret for de overgreb, de bliver udsat for. Drak hun et shot for meget? Tog for udfordrende tøj på? Smilede for sødt? Og hvorfor sagde hun ikke bare fra? Jeg deler mine historier for at sætte fokus på de dynamikker, der gør, at kvinder ikke tør sige fra«, siger hun.
En vulgær værktøjskasse
Siden ‘Tessa’ gik fra at være et kalde- til et kunstnernavn, har hun brugt sin position og platform til at råbe op om særligt sexisme, samtykke og det forældede kvindesyn, »der stadig lever i alle afkroge af samfundet«, som det lød, da Deadline i 2020 havde inviteret Tessa til at holde årets nytårstale.
Hun er lykkedes med at nakke en vulgær værktøjskasse fra et mandsdomineret rapreservat, og den bruger hun til at udstille og udfordre vores fortærskede forestillinger om os selv og hinanden.
Men faktisk har Tessa aldrig haft en mission om at være en politisk stemme. Hun åbner bare munden uden at slå filteret til. Og det resulterer ikke bare i en retorik, der får de filistrøse til at rynke på næsen. Det losser samtidig til forestillingen om, hvem der sidder på sandheden om emner som klassesamfund, seksualitet og ligestilling.
»Han vil snak’ lidt, jeg vil bare knep’ … Jeg kan tømme mænd ved at tæmme dem« lyder det på ‘Barb’, mens Tessa på ‘Lil ballademager’ rapper: »I aften skal jeg møde min næste ex-fyr«, og dermed vender kønsstereotype narrativer på hovedet.
»Vi lider alle sammen under de her stereotyper af ’rigtige kvinder’ og ’rigtige mænd’. Der er jo lige så mange fyre, der søger intimitet, nærvær og kærlighed over sex, som der er topliderlige hunhunde derude. Men vi sidder fast i gamle forestillinger, og det synes jeg er værd at snakke om«, siger Tessa.
Dialektikkens datter
‘Tessas hævn’ er en følelses- og udtryksmæssig smeltedigel, der bringer både poppede og hårdtslående tracks til bordet og stadigvæk serverer en masse »se-min-pik«, som hun beskriver det.
Det er en hyldest til det sammensatte menneske. Hun er ikke bange for at forstyrre konventionerne. Og som en slags dialektikkens datter insisterer Tessa på ikke at lade sig destillere til én flaske af hverken det ene eller andet.
I tekstuniverset er hun en »høflig kælling, der siger undskyld og luk røven i samme sætning«, en bimbo og en bad ass bitch, en skank og en rødstrømpe. Det ene udelukker nemlig ikke det andet i Tessas verden.
»Vi vil så gerne putte hinanden i kasser. Hvis du har lange negle, store bamser og kunstige øjenvipper, så må du være sådan og sådan. Men hvem fanden kan se på sig selv og sige, at de var nøjagtig det samme menneske for fem år siden? Vi er ikke én ting, og vi udvikler os hele livet igennem«, siger hun.
Og det er samme befriende mosaik af et menneske, jeg har oplevet gennem dagen.
Tessa er både et spydigt selvsikkert alter-ego, der leverer 50 procent af sine sætninger på engelsk og beder Janteloven sutte sine løg. Hun er en selvudnævnt people pleaser, der frygter at skuffe nogen med sit album og en sårbar 25-årig kvinde, der har slået sig på livet.
Tessa er lidt af det hele. Og hvis det forvirrer Familien Danmark, ja, så er det nok, fordi vi er så vant til, at kvindelige musikere skal kunne placeres i let afkodelige kasser. Men er der én ting, hun ikke er, så er det et offer. Hun lader sig ikke tynge af sin opvækst, og dem som har forsøgt at suge ilten ud af hende. Hun bruger det som drivkraft.
»Jeg vil gerne bruge min stemme til at bane vejen for andre kvinder fra alle samfundslag«, siger Tessa lidt eftertænksomt. Hun læner sig tilbage i sin stol og lægger en moon boot til at hvile på det modsatte knæ.
»Der er så mange unge Tessaer derude, der render rundt med et uopdaget talent«.
»Næste gang, du ser en bad bitch med øjenbrynene oppe i panden, så husk: She’s got something unique«.