De seneste uger har Tessas Instagram været rødglødende. Den unge rapper fra Hundige har nemlig lagt et par freestyle-videoer op, der har fået hele den danske musikbranche til at få et mindre meltdown.
Folk som Orgi-E fra Suspekt har sammenlignet hende med en ung Gilli, og i vores egen hiphop-podcast Standard kunne vi heller ikke få armene ned over den her kvindelige rapper, der tilsyneladende er dukket op ud af ingenting med et flow så skarpt, at hun kan skære hele den danske hiphopscene midtover.
Tessa er dog tydeligvis ikke tilfreds med at være Instagram-rapperen, som alle taler om. For nu får vi den første officielle single fra rapperen. Og den er lige så kompromisløs beskidt og lyrisk overlegen som freestyle-videoerne.
Der er noget klart Suspekt-agtigt over de her ucensurerede sexrim, mens sammenligningen til tidlig Gilli giver mening med henblik på Tessas kompakte flow. Samtidig lyder det samtalende flow i starten af omkvædet (»Bare snak bli’ ved / slik min røv, smag min succes«) som et nik til Khias klassiker ‘My Neck, My Back’.
Tessa kan opleves live til den store åbningsfest på Roskilde Festival lørdag.