ANBEFALING. En gang imellem lander en popsang, der i hvert fald i et par dage giver mig lyst til aldrig nogensinde at høre andet. Sådan én er slovakiske Adélas ’Ain’t in LA’.
Fuck, bind mig til en hospitalsseng og giv mig den i en uophørlig, intravenøs strøm gennem et plastikkateter, tænkte jeg, da jeg første gang hørte det på én gang euforiske og melankolske omkvæd.
Sangen fyldte mig øjeblikkeligt med samme nostalgiske varme, som når man i bunden af en kasse genfinder en for længst glemt souvenir fra en af barndommens ferier. Og det er ikke så mærkeligt, for på den bedst tænkelige måde er ’Ain’t in LA’ nærmest skamløst tilbageskuende.
Det bombastiske, hiphop-infuserede arrangement med sine dybe, pitchede vokaler lyder én til én modelleret efter Miley Cyrus’ ’We Can’t Stop’. Teksten lyder som et nik til Lordes ’Team’ og hyldesten til at bo i »cities you’ll never see on-screen«. To store sange fra 2013.
På ’Ain’t in LA’ er det 2013 igen. I musikvideoen genbesøger Adéla sit barndomshjem i Bratislava, og sangen leger med fantasien om et simplere liv, der måske kunne være blevet til virkelighed, hvis altså hun aldrig var flyttet derfra – først til Wien og London, hvor hun som teenager arbejdede som balletdanser, og sidenhen til Los Angeles, hvor hendes musikkarriere begyndte.
»I know that you might wanna escape / It’s all a lie, the baddest bitches ain’t in LA«, synger hun nærmest advarende til en yngre udgave af sig selv, mens hun står rank og stolt foran farvestrålende, sovjetiske boligblokke og ikke efterlader nogen tvivl om, hvor »the baddest bitches« i virkeligheden holder til.
Den evige provokatør
Der er en alternativ virkelighed et sted derude, hvor Adélas karriere ser meget, meget anderledes ud.
Hun dukkede først op i offentlighedens søgelys i 2023 som deltager i ’Dream Academy’, realityprogrammet, hvor 20 piger fra hele verden kæmpede om en plads i den konstruerede og ikke vildt koreanske k-popgruppe, der endte med at blive Katseye.
Havde tingene blot udartet sig bare en smule anderledes, er det ikke usandsynligt, at vi havde hørt Adélas stemme på virale, men hyppigt kritiserede og ærligt talt ret irriterende hits som ’Gabriela’ og ’Gnarly’.
Det er en vild tanke, for det er mildest talt svært at forestille sig, at Adéla kunne passe ind i nogen som helst gruppe overhovedet. Programmets dommere lagde da heller ikke skjul på, at en årsag til, at hun i sidste øjeblik blev fravalgt, var, at hun med sin excentriske og individualistiske stil ville tiltrække sig for meget af gruppens opmærksomhed.
»Folk elsker mig enten virkelig, eller også hader de mig virkelig – og nu er jeg kommet til at nyde det«, udtalte Adéla for nylig til Vogue. Og evnen til at tiltrække sig opmærksomhed har hun da også gjort til en central del af sin persona.
’The Provocateur’, lyder titlen på hendes debut-ep fra sidste år. På det iøjnefaldende cover er hun iført meget lidt andet end stiletter og en kort, sort læderjakke, mens hun står og pisser op ad en mur i et monokromt betonunivers, der står i skærende kontrast til hendes tyggegummilyserøde hår.
Videoen til ep’ens måske bedste sang, ’SexOnTheBeat’, begynder med en simuleret orgasme, inden Adéla selv åbner sin computer for i en slags babushka-dukke af metalag at se en YouTube-masterclass, hvor Christina Aguilera råder: »Harness your sexuality and become pop royalty in eight weeks!«.
Det er svært ikke at tænke, at det netop er, hvad Adéla har gang i.
Popindustriens outsider
Samtidig er det tydeligt, at Adéla ikke er tilfreds med bare at være en provokatør.
Ep’en bestod af tungt pulserende og herligt beskidt elektrohouse, der ramte et post-’Brat’-dancepop-landskab med imponerende træfsikkerhed, men som måske heller ikke altid besad den mest distinkte personlighed.
Men på singlerne fra sit debutalbum, ‘Prima’, der lander allerede i næste uge, lader hun til at have fundet frem til noget virkelig interessant ved at dyrke sit outsider-perspektiv på den amerikanske popindustri.
»It’s all a lie, the baddest bitches ain’t in LA« bliver pludselig ikke kun et udtryk for hjemve, men også en spydig kommentar til den influencer-fokuserede popkultur, der har centreret sig omkring Los Angeles.
Hun gør noget lignende på den industrielt kantede og totalt skæve ‘KGB’, hvor hun med et djævelsk glimt i øjnene synger om at arbejde hårdt på at lære engelsk, så hun kan infiltrere popmaskineriet.
»I’m the K-G-Bitch«, deklarerer hun i omkvædet. Det kunne godt tyde på, at amerikanerne snart skal til at lære at udpege Slovakiet på et kort.
Den militaristiske musikvideo, hvor hun både dyrker kampsport og kidnapper en tilsyneladende uskyldig mand, er totalt overgjort og skrupskør – præcis som Adélas persona har tendens til at være.
Jeg tror, hun er præcis det skud kitchet, østeuropæisk drama, som popmusikken har brug for lige nu.
Debutalbummet ‘Prima’ udkommer fredag 4. september. 28. januar 2027 giver Adéla sin første danske koncert i Amager Bio.