‘Dream Academy’-deltageren Adéla ser irriterende godt ud i alle poppens kostumer på ‘Prima’
ALBUM. Det kræver en særlig selvtillid at kalde sit debutalbum ’Prima’, men når man som 22-årige slovakiske Adéla har dyrket ballet siden barndommen og blev valgt fra i realityprogrammet ’Dream Academy’, der senere skabte Katseye, fordi ens individualitet risikerede at fylde lidt for meget i en pigegruppe, virker titlen egentlig bare konstaterende.
For hvis der er én ting, Adéla ikke mangler på sit debutalbum, er det tilstedeværelse, og allerede på åbningsnummeret ’KGB’ sparker hun døren ind til sit popunivers med en house-produktion, der banker så insisterende, at hendes østeuropæiske baggrund bliver gjort til en del af scenografien.
På ’Nicole Kidman’ bliver alting tungere, døsigere og mere lumsk, mens bas og små nervøse beats kravler rundt under Adéla, der lyder hjemme i sangens mørkere hjørner, inden ’Boys’ igen skifter belysningen og sender hende ind i en mere blankpoleret og kropslig popproduktion lig midt-00’ernes lyd.
Det er frækt, overdrevet og enormt underholdende, og når ’Prima’ er bedst, føles de mange genreskift mindre som rastløshed og mere som en kunstner, der har fået adgang til kostumerummet fem minutter før showstart og insisterer på at prøve det hele.
På ’Marijuana’ bliver synthfladerne større og mere euforiske, som stod hun skulder ved skulder med Soundcloud-rapperne med deres ditto kulørte hår, mens ’Hitachi’ kort efter trækker hende helt ind til klaveret. Og netop fordi Adéla kan få begge dele til at fungere, opdager man først senere, at hendes alsidighed også er begyndt at spænde ben for albummet.
For ’Prima’ er lidt som et omklædningsrum, hvor gulvet efterhånden er dækket af virkelig flotte outfits, og Adéla stadig står foran spejlet og beslutter, hvilket et hun skal have på. Det irriterende er, at de fleste klæder hende virkelig godt.
På den rørende ’Therapy’ bliver hun blødere og viser en skrøbelighed, som hun alligevel ikke kan dy sig for at punktere med et sarkastisk »hrmf« efter versene, mens ’Ain’t In LA’ skruer tiden tilbage til 10’ernes storladne pop og udvikler sig til et Balkan girl anthem, der sidder fast efter første gennemlytning.
Selv når udtrykkene ligger langt fra hinanden, er Adéla overbevisende, fordi hendes personlighed bliver ved med at mase sig gennem produktionen.
Det er derfor heller ikke variationen i sig selv, der er problemet, for en debut må meget gerne være lyden af en artist, der løber begejstret rundt og trykker på alle knapperne. Men hvor de enkelte sange på ’Prima’ gennemgående er velproducerede, legesyge og svært fængende, bliver det vanskeligere at høre, hvorfor netop disse sange skal stå ved siden af hinanden på dette album.
Derfor bliver Adéla selv svær at tage øjnene fra, mens albummet omkring hende er sværere at få helt skarpt i fokus.
Det siger heldigvis mindst lige så meget om hendes styrker som om ’Prima’s svagheder, for hendes personlighed er stor nok til at slæbe lytteren med gennem næsten alle stilskiftene, og selv når albummets musikalske agenda fortaber sig mellem house-beats, balladeklaver, dunkende bas og elektronisk glitter, bliver personen i midten aldrig kedelig.
Efter de 11 numre ligger der derfor en mindre bunke af glitter, latex, klavertangenter og pophistoriske referencer på gulvet, mens Adéla selv stadig står midt i det hele og ser irriterende godt ud. Jeg er bare ikke helt sikker på, hvilket outfit hun har tænkt sig at beholde.
Kort sagt:
Adéla har personlighed og popinstinkt nok til at slippe afsted med næsten alle de kostumer, hun prøver af. ’Prima’ er fuld af gode sange, men mangler endnu den klare silhuet, der kunne gøre dem til et virkelig helstøbt album.