KOMMENTAR. Bad Bunny, Rosalía, Drake, J Balvin, Justin Bieber, Anitta, Pitbull, Daddy Yankee, Luis Fonsi, Becky G, DJ Snake, Enrique Iglesias, Jason Derulo, Feid, Karol G, Major Lazer, Maluma, Ozuna, Rauw Alejandro, Ricky Martin.
Ved første øjekast er det måske ikke helt tydeligt, hvad ovenstående navne har til fælles udover hver især at være blandt verdens mest streamede artister. Men listen er alt andet end vilkårlig.
Hver og én er de nemlig på anklagebænken i en af musikhistoriens største og mest spektakulære copyright-retssager.
Intet mindre end 1800 sange er nemlig anklaget for uretmæssigt at have kopieret de samme sange: De jamaicanske producere Steely & Clevies 1989-single ’Fish Market’ samt to efterfølgende remixes, der ifølge sagsanlægget er ophav til den såkaldte dembow-rytme – de to karakteristiske takter, »bum-ch-bum-chick«, som er udgangspunktet for alle reggaeton-sange.
Aldrig før har en hel musikgenre – ja, en hel musikkultur med en snart 40-årig historie – været genstand for et søgsmål. Og meget sjældent har de potentielle konsekvenser af en copyright-retssag været så vidtrækkende og fuldkommen uoverskuelige.
De glemte rødder
Lad os først og fremmest lige få kronologien på plads. I 1989 udgav reggaeproducerne Steely & Clevie instrumental-nummeret ’Fish Market’, som angiveligt blev den første indspilning af den sidenhen så berømte reggaeton-rytme.
Rytmen fandtes ganske vist i forvejen i en lang række af afrocaribiske og latinamerikanske musikgenrer – den cubanske habanera, den argentinske salsa, den puertoricanske plena, den haitianske compas for blot at nævne et par eksempler – men på ’Fish Market’ blev den iscenesat i en ny, moderne, elektronisk kontekst og fik den vibe, der sidenhen har kendetegnet den.
Året efter indspillede dancehall-ikonet Shabba Ranks klassikeren ’Dem Bow’, hvor ’Fish Market’-instrumentalen blev beriget med en ekstremt homofobisk tekst. Den sang kom i hænderne på den New York-baserede producer og dj Dennis ’The Menace’ Thompson, der forvandlede den til en slags klubremix i form af ’Pounder Dub Mix II’, som blev ultrapopulær blandt musikere i blandt andet Puerto Rico.
Her begyndte rytmen langsomt at bevæge sig fra undergrunden til mainstreamen, indtil den med den puertoricanske verdensstjerne Daddy Yankees legendariske 2004-single ’Gasolina’ blev et verdensomspændende fænomen. Pludselig havde alle glemt dens jamaicanske rødder – rødder, der stadig hyppigt ignoreres i dag, hvor reggaeton opfattes som en unikt latinamerikansk musikgenre.
»Dette mareridt«
Denne forglemmelse er af mange blevet opfattet som en uretfærdighed med rødder i en racistisk bias mod afrocaribiske musikkulturer, og det er formentlig denne uretfærdighedsfølelse – tilsat en god portion almindelig grådighed – der i 2021 fik ’Fish Market’-produceren Cleveland ’Clevie’ Browne og arvingerne til Wycliffe ’Steely’ Johnson til at lægge sag an mod kunstnerne bag 1800 reggaeton-sange.
Længe gik sagen med, at repræsentanter for både anklagere og anklagede under mere og mere dubiøse påskud forsøgte at få hinandens meget uenige ekspertvidner udelukket fra retssagen – retsdokumenterne fra denne del af retssagen er ganske underholdende læsning – alt imens dommeren, André Birotte Jr., forsøgte at beslutte sig for, om dembow-rytmen overhovedet er unik nok til at være omsluttet af copyright-lovgivningen.
I juli i år landede han på sit svar, et rungende »måske«, hvorefter han besluttede sig for, at det er noget, en jury må tage stilling til.
Så i sidste uge forsøgte repræsentanter for blandt andre Bad Bunny at få Birotte til at omgøre sin beslutning og på den måde forhindre en egentlig retssag med henvisning til det ulogiske i, at Clevie & Steelys kræver ophavsretslig beskyttelse af en lidt amorf blanding af elementer fundet på tværs af tre forskellige sange – altså ’Fish Market’, ’Dem Bow’ og ’Pounder Dub Mix II’.
»Jeg må tænke lidt mere over dette mareridt«, lød svaret fra dommeren, der lovede at vende tilbage inden for nogle uger med en endegyldig beslutning om, hvorvidt sagen kommer for en jury.
Undergrundens endeligt
Historisk set har der ikke været præcedens for, at rytmer er beskyttet af ophavsret. Derfor er det også ekstremt bemærkelsesværdigt – og en implicit sejr til Clevie & Steely – at ‘Fish Market’-sagen overhovedet er kommet så vidt.
En hyppig kritik af copyright-lovgivningen har da også været, at den prioriterer at beskytte melodibaseret musik med rødder i en europæisk, klassisk tradition, mens eksempelvis afrikanske, caribiske og latinamerikanske musiktraditioner, der i højere er centreret omkring rytmer, bliver negligeret.
Men synet på, hvad der teoretisk set kan beskyttes, er under forandring. Det blev slået fast i 2015, hvor arvinger til soul-ikonet Marvin Gaye fik medhold i, at den amerikanske musiker Robin Thicke med hitsinglen ’Blurred Lines’ havde kopieret Gayes ’Got to Give It Up’ – ikke fordi de to sange delte melodi eller tekst, men fordi deres »feel« og »groove« mindede om hinanden.
Dengang var der utallige musikere, der argumenterede for, at kendelsen satte en farlig præcedens for, at sangskrivere og producere kan blive straffet for at lave musik, der er inspireret af selve lyden, følelsen eller stemningen i andre kunstnere musik.
Hvis Steely & Clevies får medhold i deres krav om kompensation, er vi endegyldigt nået dertil. Ikke mindst fordi de to producere ikke kan påstå at have opfundet rytmen, men derimod kun en bestemt måde at bruge den på.
For nogle vil et medhold til Steely & Clevie være en længe ventet anerkendelse af jamaicanernes bidrag til reggaeton-genren. Men samtidig vil den også betyde, at genren de facto ikke længere kan eksistere.
Givetvis vil superstjerner som Bad Bunny kunne betale sig til fortsat at bruge dembow-rytmen, men hele den undergrund, der er essentiel for en hvilken som helst musikgenre, og som gennem de sidste ti år har skubbet reggaeton i vilde, nye retninger, vil uddø.
Jeg tænker på den queer-feministiske, hyperpoppede neoperreo-bølge med chilenske kunstnere som Tomasa Del Real og Paul Marmota i front. Avantgardister som venezuelanske Weed420, Safety Trance og Arca, finske (!) Amnesia Scanner og dansk-honduranske Xenia Xamanek, der alle gør ting med en dembow-rytme, jeg tvivler på Steely & Clevie havde set for sig.
Det ville være en katastrofe for genren, hvis den slags kunstnere ikke længere havde adgang til den.
Den lineære fortælling
Der er et aspekt af Steely & Clevies søgsmål, som jeg simpelthen ikke forstår.
Én ting er, at de muligvis kan argumentere for, at de helt tidlige reggaeton-sange – hvoraf nogle angiveligt også arbejdede med tilsyneladende uautoriserede samples fra Steely & Clevies produktioner – krænker deres ophavsret.
Men søgsmålet går langt videre end det. Det er nemlig en helt central påstand, at selv kunstnere, der er mange led væk fra den tidlige bølge af reggaeton, også er skyldige. Det vil sige, at en nutidig kunstner, der er inspireret af eksempelvis Daddy Yankee, er skyldige i at krænke Steely & Clevies ophavsret, fordi Daddy Yankee er inspireret af kunstnere, der muligvis har kopieret dem.
Og det vil også sige, at et navn som Rosalía, hvis artpoppede, flamenco-infuserede fortolkning af reggaeton på 2024-hovedværket ‘Motomami’ overhovedet ikke minder tilnærmelsesvist om genrens tidligere manifestationer, står for skud.
Det forekommer mig åbentlyst absurd – svarende til, at Chuck Berrys arvinger sagsøgte The Strokes for at være inspireret af The Velvet Underground.
Og det slår mig, at selve søgsmålet bygger på en fundamental misforståelse af, hvordan musikgenrer udvikler sig. Den musikhistoriske udvikling er altid langt mere rodet og vidtforgrenet, end det lineære narrativ, det aktuelle søgsmål forsøger at presse ned over den.
Derfor er det essentielt, at Steely & Cleavie taber, hvis sagen i sidste ende kommer for en jury.
For det første fordi en sejr ville være en katastrofe for reggaeton som genre og en voldsom indskrænkning af alle musikeres muligheder for at lade sig inspirere. Men også fordi den ville legitimere en fundamental og farlig misforståelse af, hvad musik overhovedet er.