’Leviticus’: Homofobien er dæmonisk i gruopvækkende ’It Follows’-inspireret gyser

FILM. ’Leviticus’ kunne sagtens have været en spinoff til ’It Follows’.

Den australske debutfilm af instruktør Adrian Chiarella giver i hvert fald, ikke ulig David Robert Mitchells nyklassiske indiegyser, en lignende isnende fornemmelse af, at hovedpersonen aldrig – hverken nu eller i resten af livet – kan vide sig sikker.

Desuden forfølges protagonisten også her af en overnaturlig kraft, der på brutal vis straffer unge mennesker for deres lyst og seksualitet.

’Leviticus’ er skarpt vinklet på homofobi og omvendelsesterapi i religiøse miljøer. Et sådant miljø er teenagedrengen Naim – spillet af Joe Bird, som horrorfans vil genkende fra ’Talk to Me’ – ufrivilligt en del af. Sammen med sin troende mor (Mia Wasikowska) er han netop flyttet til en klaustrofobisk lille landsby med en endnu mindre kirke, omgivet af golde vidder og gigantiske telefonmaster.

Her falder Naim for den mere frembrusende dreng Ryan (Stacy Clausen), hvis familie tilhører samme evangeliske menighed. En hemmelig romance blomstrer, indtil trossamfundet opdager drengenes kærlighed og forsøger at tvinge den bort. Familierne er i chok over sønnernes »syndige« tilbøjeligheder, og præsten indkalder til rituel helbredelse, hvor en »frelsehealer« skal trylle dem heteroseksuelle.

Her er tale om forbandelse snarere end helbredelse. For snart efter ritualet bliver drengene forfulgt af en slags dæmon, som kun de kan se. Den viser sig udelukkende, når man er alene. Den tager skikkelse af personen, man begærer allermest, og lader man sig lokke, er konsekvenserne drabelige.

Chiarella introducerer os til forbandelsen allerede i filmens veleksekverede åbningsscene, hvor en ung kvinde må lade livet i en lukket svømmehal efter et hedt møde under bruseren. Siden ser vi gennem Naims øjne andre unge mennesker blive udsat for lignende blodig behandling, inden han selv senere står over for dæmonen. Den ligner selvfølgelig Ryan.

Som publikum er det alligevel aldrig særlig svært at regne ud, hvornår han rent faktisk er i rum med den virkelige Ryan. Det er ganske åbenlyst, at der er fare på færde, hver gang der ikke er andre mennesker i nærheden. Det tager en smule af spændingen fra ’Leviticus’, at vi på den måde tit er foran hovedpersonen i tanke.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Lavbudgetfilmens praktiske effekter og stunts bag de blodige afstraffelser, hvor ofret tit er alene i billedet, er imidlertid så godt lavet, at man gyser ved synet af dem. Desuden vækker ’Leviticus’ vedblivende gru og ubehag gennem de mere jordnære, menneskelige fjender.

For hadet mod forskellighed viser sig hurtigt fra nærmest alle sider i Naims omgangskreds. Derfor vokser paranoiaen også i selskab med de medmennesker, der ellers afholder dæmonen fra at vise sig.

»Jeg har den her følelse, som jeg har været bange for hele livet. Siden jeg flyttede hertil, er jeg blevet mere bange«, siger Naim rammende om den frygt og angst, som kan få LGBTQ+-personer til at lægge låg på deres seksualitet, hvis omverdenen nægter at acceptere dem.

Som i alle gode horrorfilm fungerer de overnaturlige elementer i ’Leviticus’ også fortrinligt på et metaforisk plan. Dæmonen kan helt oplagt ses som den skam, flertallet påtvinger minoriteter, og filmen taler for, at religion kan blive en monstrøs kraft i sig selv, når man udøver fysisk og psykisk vold i Guds navn.

For at jage hadet væk er man er nødt til at stå sammen og stå ved sig selv, konkluderer hovedpersonerne undervejs i ’Leviticus’. Det er en enkel, men væsentlig pointe i disse tider, hvor hadet mod LGBTQ+-personer ikke virker til at være på retræte.

---

Kort sagt:
Omvendelsesterapi bliver til en drabelig forbandelse i den ubehagelige indiegyser ’Leviticus’, som, trods en lidt for forudsigelig dæmon, overbeviser med sine praktiske effekter.