‘Nøjsomheden’: Hella Jooficeringen af populær roman mangler noget vigtigt
FILM. ‘Nøjsomheden’ har sin titel efter det sociale boligbyggeri i Helsingør, hvor den 19-årige Mona er vokset op uden meget hjælp fra sin Dronning Mary-besatte hoarder-mor Mømmer, der har galopperende social angst.
Et uudholdeligt liv muligvis, hvis det ikke havde været for hendes moster Tut, der lærte hende at læse alle bøgerne i byttekælderen. De har givet Mona en flugtvej og ikke mindst anledning til at skrive svirpende post-it-anmeldelser, som at ‘Lykke-Per’ »anbefales til alle levende«.
Da vi møder hende, er hun godt på vej ind i et voksenliv og et mønsterbrud. Hun har sin egen lejlighed, og så får hun lykkeligvis arbejde i Lindas boghandel, hvor hun også falder for den stammende strandvejsdreng Nikolaj.
Sammen er de en umage forelskelse på tværs af klasseskel og kulturel kapital: Hun elsker bøger, han elsker litteratur.
Men hvad de vil med hinanden, er ikke helt let for andre at forstå – især ikke for Monas fætter Frederik, der sælger hash fra sit forlorne havefirma, og hans venner, der deler øretæver ud til folk, hvis de bestiller andet end Wiibroe-øl nede på Københavneren.
Universet og historien i Hella Joofs nye Biografklub Danmark-basker waiting to happen stammer fra Stine Askovs roman fra 2022. En af de sjældne virkelig vellykkede danske romantisk komedier med social brod.
På det store lærred er charmen bibeholdt, men i det store hele også Hella Jooficeret til en film, hvor meget er fint og godt, men også ufarligt.
Mange gør det ellers fint og godt.
Hovedrolleindehaver Andrea Heick Gadeberg er en omvandrende bunke af overskud som den pleasende bogorm Mona, der elsker at læse Harry Potter og Henrik Pontoppidan, lige så meget som filmens kostumier elsker at iklæde hende Peter Pan-kraver og knæstrømper.
Man forstår, hvorfor hun og Clint Rubens søde mandesandal Nikolaj drages mod hinanden. Deres kemi er overbevisende, selvom en række krydsklip mellem hylderne i boghandlen og Monas fantasier om den sex, de senere ender med at have, smører lidt tykt på bogromancen.
Iben Hjejle er, ikke overraskende, god som Nøjsomhedens godmother Tut, hvis ‘lidt kongelig har man da lov til at være’-attitude ikke lader sig kue af en terminal kræftsygdom eller et hospice.
Lotte Andersen får lov til at stjæle en hel scene, hvor hun rammer en bestemt type overklassekvinde på kornet blot via nøgenbadning.
Simon Kongsted spiller en tracksuit-type ved navn Jannik, der har mistet sin næse til kokain, og ved at overdrive ham til en prollet Voldemort kommer ‘Nøjsomheden’ til at afsløre, at den har det bedst med, når dens karakterer ter sig som oppustelige dyr.
Der smøres også for tykt på, da den ellers tilknappede Mona på ‘Pretty Woman’-agtig vis møder op til Krøyer-sommerparty hos sine nye svigerforældre iført intens krigsmaling, udført af Aneli (Helin Erdem) fra gården, lårkort og læderstiletter, der selvfølgelig synker ned i den bløde græsplæne.
Der er normalt få ting, som kan varme mit hjerte som latterliggørelse af hovne litteraturvidenskabsstuderende. Derfor føles det som en forspildt chance, at Nikolajs pres venner mest bare er besat af at kalde Søren Ulrik Thomsen for SUT.
Så er det sjovere, når en ung forfatterstjerne in spe taler om »at finde sin skrift«, og Mona, der for første gang har prøvet kræfter med naturvin på litteraturfestival i Helsingør, tager det som invitation til at tale dunder for formskrift.
Nogen, der har fået en ublu glansrolle, er til gengæld Gyldendal, der er forlagshjem for både Hella Joof, manuskriptforfatter Bo hr. Hansen og, ja, SUT. Det giver mening, at Glenn Bech og Thomas Korsgaard vinker til helten, og at Inger Christensens ‘Det’ selvfølgelig er blevet skrevet ind i historien.
Det gør et sært skud ud til Anne Lise Marstrand-Jørgensens Gyldendal-titel ‘Ræveår’ ikke rigtig, eller at forlagshistorien ‘Selveste Gyldendal: En historie’ får sit helt eget kvarte nærbillede.
Der er mange fællestræk mellem ‘Nøjsomheden’ og instruktørens forrige filmatisering, ‘Meter i sekundet’, der gør det til et oplagt Hella Joof-match.
Karaktergalleriets finurlighedspotentiale og blikket for kulturradikale dyder og fællesskaber, der lukker sig om sig selv.
Men denne gang drukner forlæggets sjove, men også nøjsomme skildring af kærlighed og virkelighed i gags, sloganreplikker og oversaturerede Brian-typer.
Kort sagt:
Romancen mellem Andrea Heick Gadeberg og Clint Ruben lykkes i Hella Joofs filmatisering, men ‘Nøjsomheden’ mangler til syvende og sidst nøjsomhed.