55 minutter. Så lang tid tog det, før Nibe Festival kunne melde udsolgt af samtlige partoutbilletter til 2027.
Den nordjyske festival sætter dermed rekord for andet år i træk. Sidste år gik der ifølge en pressemeddelelse otte timer, før partoutbilletterne var udsolgt, og i år tog det under én time.
Billetsalget åbnede onsdag klokken 10.00. Der er i skrivende stund ikke offentliggjort et eneste navn til næste års udgave af festivalen.
»Vi er helt rundt på gulvet hernede på Industrivej. Administrationen koger, og vi forstår det ikke rigtigt«, udtaler Peter Møller Madsen, der er talsperson for Nibe Festival, i pressemeddelelsen.
At så mange vælger at købe billet uden at kende programmet kalder talspersonen »en enorm tillidserklæring«.
Arbejdet med musikprogrammet til Nibe Festival 2027 er i fuld gang, og festivalen modtager i øjeblikket musikønsker fra publikum.
De første artister offentliggøres i løbet af den kommende måned.
I år kunne man blandt andet opleve store danske navne som The Minds of 99, Gilli, Annika og Aphaca.
