Drakes eget pladeselskab kalder ham taber af beefen – håner ham med linjer fra sin egen sang

Drakes eget pladeselskab kalder ham taber af beefen – håner ham med linjer fra sin egen sang
Drake. (Foto: Prince Williams/Wireimage)

Tilbage i januar sagsøgte Drake pladeselskabet Universal Music Group for æreskrænkelser og chikane i forbindelse med pladeselskabets distribution og markedsføring af Kendrick Lamars disstrack ‘Not Like Us’, hvori Drake omtales som pædofil.

Sagsanlægget var fra start opsigtsvækkende. Ikke blot fordi rap-beefs sjældent får retslige efterspil, men også fordi Universal ikke blot udgiver Kendrick Lamars musik, men også Drakes – herunder de disstracks, som Drake i løbet af striden selv forsøgte at svare Lamar igen med.

Selvom sagsanlægget er nogle måneder gammelt, er det først nu, at juridiske repræsentanter fra Universal, som har repræsenteret begge kunstnere i over et årti, kommer med et officielt svar.

Det sker i et længere dokument, som ifølge Pitchfork begynder med et par linjer fra Drakes 2009-sang, ‘Succesful’: »Yeah, I want it all, that’s why I strive for it / Diss me, you’ll never hear a reply for it«.

Efter den mildest talt ironiske indledning skriver advokaterne: »Forurettede, en af ​alle tiders mest succesrige pladekunstnere, tabte en rap-battle, ​​som han fremprovokerede, og som han frivilligt deltog i«.

»I stedet for at acceptere sit nederlag som den upåvirkede rapkunstner, han ofte hævder at være, har han sagsøgt sit eget pladeselskab i et misforstået forsøg på at redde sit sårede omdømme. Forurettedes anklage er fuldstændig ugrundet og bør afvises«, fortsætter de.

Advokaterne skriver herefter, at der ikke er noget usædvanligt i, at disstracks indeholder »overdrevne fornærmelser«, ligesom de understreger det ironiske i, at Drake ikke havde problemer med selv at udgive sine egne disstracks gennem det pladeselskab, han nu sagsøger.

Med et pladeselskab som dette behøver Drake nærmest ikke fjender. Og Pitchfork har da også allerede fået respons fra Drakes advokat, der beskriver Universals svar som »et desperat forsøg på at undgå at blive stillet til ansvar«. Det bliver næppe det sidste, vi hører i denne sag.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af