I midten af marts gjorde Haim comeback med den veloplagte breakup-single ‘Relationships’, og tre uger senere fulgte anden single, ‘Everybody’s Trying to Figure Me Out’.
Nu har det amerikanske poprockband officielt annonceret deres fjerde album. ‘I Quit’ er titlen på pladen, som udkommer 20. juni, skriver NME.
Vi har at gøre med Haims første længere udgivelse siden ‘Women in Music Pt. III’ fra 2020, der blev produceret af Vampire Weekend-medlem Rostam Batmanglij. Han er også er tilbage ved roret på den nye plade.
Sammen med annonceringen har søstertrioen også delt tredje single, ‘Down to be Wrong’.
»Oh, I bet you wish it could be easy / To change my mind / Oh, I bet you wish it could be easy / But it’s not this time«, synger Danielle Haim i omkvædet på den cool, tilbagelænede og selvsikre sang, der, ligesom ‘Relationships’, handler om et forlist forhold.
Lyt til alle tre singler herunder.