I går delte Saint Clara et opslag på Instagram, hvor hun adresserer sine to medieombruste stories rettet mod mandlige musikanmeldere.
»En del mandlige anmeldere giver mig sådan lidt incel-vibes«, skrev popmusikeren tidligere på ugen. »And on that note vil jeg gerne frabede mig anmeldelser fra nu af. Morten fra Gaffa eller Soundvenner [sic] skal ikke bestemme, om mit show var godt eller ej. Det skal mit publikum«.
Nu undskylder Saint Clara for den tidligere udmelding.
»Min intention var aldrig at angribe en individuel kritiker, og jeg undskylder oprigtigt for den upassende brug af ordet ‘incel’«, skriver hun på Instagram i starten af en længere meddelelse.
Saint Clara uddyber, at kommentaren »var en reaktion på en oplevelse, hvor jeg følte, at mine personlige grænser var blevet overskredet. Det kom fra et sted, hvor jeg føler mig misforstået og vurderet ud fra de forkerte præmisser«.
»Min intention med kommentaren var at sætte fokus på et systemisk problem indenfor musikanmeldelser og musikbranchen generelt«, tilføjer hun.
Herfra forklarer Saint Clara, at hun læser flere anmeldelser, hvor kvindelige artister bedømmes efter irrelevante kriterier vedrørende deres udseende og krop i stedet for deres musik, mens fokus for de mandlige musikere er på musikken og deres optræden. Denne tendens har hun også selv oplevet, hvilket »har været en af de mest smertefulde og uretfærdige aspekter af min karriere«.
I opslaget efterspørger Saint Clara højere journalistisk kvalitet og musikfaglighed samt respekt for artisterne.
»Vi fortjener alle at blive behandlet med respekt – både kunstnere og kritikere«, afslutter hun. »Jeg håber dette klargør mine intentioner, og jeg ser frem til at fortsætte denne samtale med et åbent sind, mens vi sammen stræber efter forbedring. Tak for jeres forståelse«.
I forbindelse med Saint Claras oprindelige udmelding udtalte Soundvenues chefredaktør Nicolai Torp følgende:
»Det står Saint Clara frit for at skrive, præcis hvad hun vil på Instagram. Men opslagene forbløffer, og referencen til incels falder os for brystet. Soundvenue har aldrig anmeldt en Saint Clara-koncert. Vi har anmeldt to af hendes album – begge sobre, kvalificerede tekster, i øvrigt skrevet af kvindelige anmeldere«.
I 2018 anmeldte Soundvenue Saint Claras album ‘August Eighteen’, og to år senere fulgte en anmeldelse af ‘Growing Up Sucks’, begge til tre stjerner. I 2019 fremhævede Soundvenue hendes koncert på Spot Festival som en af de bedste på festivalen.