1. Clara
Det absolutte adelsmærke for en vellykket koncert er symbiosen mellem et entusiastisk publikum og en engageret kunstner. Man bliver bare smittet af energien i en forsamling, som smider alle parader og er på. Hvilket var tilfældet under Claras koncert på Aarhus Volume-scenen fredag aften. Det unge popstjerneskud var i den grad på hjemmebane, hvilket bevirkede, at hendes i forvejen myndige tilstedeværelse på scenen fik et charmerende anstrøg af uhøjtidelighed. Smægtende bangers som ‘What They Say’ og ‘Suffocating’ fik gang i de kollektive stemmebånd og strøg direkte ind, hvor de skulle.
2. Efterklang
Der er få musikere, der kan formå at få Musikhusets Store Sal til at føles så intim. Der er få musikere som Efterklang. I over 15 år har den københavnske gruppe eksperimenteret og charmeret på kryds og tværs af genrer; fra sødmefuld indiepop til postapokalyptisk opera. Denne aften spillede de nye numre i selskab med det belgiske barok-ensemble B.O.X. – dansksprogede, ømme, eklektiske kompositioner med stor overbevisning. Gruppen fik hele den store sal til at synge med på numre, de ikke kendte, og alle som en forlod formentlig salen med sommerfugle i maven over, hvor storslået og følelsesmæssig en oplevelse, musik kan være, når den udføres så hamrende professionelt.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
3. Elias Boussnina
Som ved et trylleslag forvandlede Elias Boussnina sig fra lol-rapper til r’n’b-stortalent med den overbevisende debut-ep ’Shameboy’. Læringskurven har været stejl, men da han stod på scenen i kongrescenteret, var det som om, han havde fundet sit rette element. Nok er han endnu en kende til den grønne side, men hans stilsikre og overmåde professionelle croon var en direkte fryd at være vidne til – særligt på den stærke ’Bring the Pain’, hvor han (flankeret af sit professionelle band) ramte Justin Timberlake’ske vibes i det helt høje register.
4. Hôy La
Blæsere gør altid godt, også hos norske Hôy La, der tidlig aften spillede på Atlas. Her blev der serveret drømmepop med stormende og larmende passager, mens en trompet blæste i vinden. Selve stemningen var i højsædet, og der var gode skift i sangene, der også lænede mod knitrende triphop med støvede trommer. Her var flere stærke numre og elementer, men højdepunktet var nok ‘Kids’; med hendes egne ord en sang til generationen af unge, der ikke har det så godt – »the kids are not okay«, sang Ingri Høyland Kvamstad, så det kunne mærkes.
5. Hjalte Ross
Den unge singer/songwriter og hans fremragende band formåede på blændende vis at gøre det inderligt tyste til en gribende urkraft på Spot Festival. Det var en noget nær perfekt koncert, der viste, hvordan dynamik ofte spiller en afgørende rolle i musikalsk spændvidde og format. Både når Ross gik dybt ind i det nedbarberede og blot accentuerede guitaranslagene i ‘All Week Long’ og lod det vemodige fingerspil bære ‘Holidays’. Men absolut også, når hans musikere stemte i.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
6. Bette
Nej, Bettes koncert var ikke en af dagens bedste. Der var massive lydproblemer, der til tider lød som om, at der slog lyn ned i lydanlægget. Men midt i uvejret leverede Bette også det, der for mange må have været dagens højdepunkt: Et helt intimt cover af The Minds of 99’s ‘Alle skuffer over tid’, hvor hun kun akkompagneret af keys trak tempoet helt ned og ellers lod de sarte r’n’b-fraseringer fylde rummet. Man kunne høre en knappenål falde til jorden, mens gåsehuden langsomt indtraf. Dét nummer alene fortjener en plads i denne opsamling.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
7. Blooming
Danmark er ikke fattig på stærke postpunkbands, men Blooming er alligevel en lovende kvartet. På album er de lidt grungede, men da de spillede på Godsbanens Åbne Scene, havde de inkorporeret nogle ret tekniske mathrock-elementer i deres lyd, hvilket gjorde dem mere intense og mere uforudsigelige. De pulserende basgange gik direkte ind i kroppen, og forsanger Caroline Frandsen var en så dygtig performer, at det var svært at fatte, at Blooming ikke er et etableret navn på scenen endnu.
8. M. Rexen
Da Michael Rexen gav koncert på Voxhall, var han både mere fokuseret og mere løssluppen, end han typisk er på album. Med sig havde han et ni mand stort backingband, hvilket blandt andet inkluderede et karismatisk kor og en slagkraftig blæsersektion – og han formåede at have gang i samtlige musikere under hver eneste sang. Vigtigst af alt var Rexen selv en fremragende showman, der med humor, charme og dynamiske dansetrin lukkede publikum fornemt ind i sit farvestrålende univers.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
9. The Love Coffin
Godt nok har årets Spot Festival med hagl, sne og slud i maj måned (!) været den koldeste og mest ugæstfri i årevis, men da The Love Coffin gik på scenen fredag aften på Voxhall, skulle man tro, at spillestedet simpelthen bogstaveligt havde inviteret uvejret indenfor. Lynilden i øjnene på forsanger Jonatan Magnussen var umiskendelig, og det flænsende rock-akkompagnement på guitar, bas, ekstramedlemmet Sylvester Roepstorffs basklarinet og ikke mindst Alexander Vitus’ ultra-hårdtslående trommer fik tordenen til at rumle fra scenen, især under den afsluttende ‘Cloudlands’, men også under blandt andet et par helt nye sange, der tegner lyst for et – måske snarligt? – kommende album.
10. Noah Carter
Noah Carters koncert var et rod, men det var et exceptionelt charmerende rod. For ja, rapperen keglede lidt rundt i sin egen setliste, spillede spontant uudgivne sange og fuckede op i ‘City of Sin’ hele to gange. Men han var også bare ekstremt ærlig, åben og ligefrem. Resultatet var en koncert, der mere lignede en proces end et færdigt produkt. Det var som at se Noah Carter arbejde henimod det sted, han skal være. Koncerten beviste dermed, at det nogle gange kan være lige så fascinerende at se en kunstner finde sin stil som at blive præsenteret for et færdigslebet, helstøbt projekt.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
Læs alle vores anmeldelser fra Spot Festival HER.