Excentriske M. Rexen var en fremragende showman på Spot Festival
Michael Rexens to hidtidige album, ’The United Kingdoms’ Part 1 og 2, har det gennemgående problem, at de synes meget retningsløse. Mens M. Rexen uden tvivl er dygtig og interessant, har det været svært at sætte fingeren på, hvad den excentriske christianit er for en skikkelse, i hvert fald rent musikalsk.
Det problem løber man dog heldigvis ikke ind i, når han giver koncert. Her kan man ikke sammensætte en setliste af vidt forskellige lyde; her bliver man nødt til at arbejde med de instrumenter, man har til rådighed. Rexen havde hele ni musikere bag sig til sin Spot-koncert på Voxhall, og jeg tror ikke der var en eneste sang, hvor han ikke havde gang i samtlige musikere.
Lydbilledet var i løbet af hele koncerten rigtig flot og fyldigt. Instrumenterne spillede smukt sammen, og de tilføjede noget puls og energi til Rexens musik. Især blæsersektionen, bestående af en tuba(!), en trompet og to saxofoner gav koncerten den røde tråd, Rexen tit mangler på album. De to korsangere var dog også utvivlsomt festlige – ikke blot sang de med stor slagkraft, de bød også på vidunderligt kejtede, omend tydeligt gennemtænkte dansetrin.
Rexen selv dansede også meget rundt på scenen. Så meget, at han på et tidspunkt næsten ikke kunne få hjerterytmen ned. Han var i det hele taget en fremragende showman – han kunne tildrage sig alles fulde opmærksomhed lige fra han startede koncerten alene med en akustisk guitar. Han havde hjerte, han havde humor, og som han stod der i pyjamasblå fra top til tå med blomster i håret, var han totalt uimodståelig.
På Spot Festival fik M. Rexen for mig endelig indfriet det potentiale, han så åbenlyst har haft alle dage. Jeg krydser fingre for, at hans næste album kan fungere lige så gnidningsfrit.
Kort sagt:
M. Rexen var en uimodståelig showman på Spot Festival, hvor hans sange fik et flot krydderi i form af et ni mand stort backingband.