Clara føler meget på ‘Growing Up Sucks’ – men man er lidt i tvivl om hvad?
I en alder af blot 19 år er det allerede lykkedes Clara at plante sine rødder ganske grundigt i den danske popmuld. Sangerens første album, ’August Eighteen’ fra 2018, varslede en ny stor personlighed i dansk musik, og nu to år senere får vi så efterfølgeren ’Growing Up Sucks’, hvor der absolut ikke bliver skortet på den markante stemme og divaattitude, der også var kendetegnende for debuten.
På albummet får vi et indblik i Claras hvileløse tilværelse, der veksler mellem bragende storhedsvanvid og nedslående mindreværdskomplekser. I løbet af de 12 numre oplever vi hende som både overtænkende, ensom, rastløs, uovervindelig og generelt følelsesmæssigt overstimuleret, hvilket hun også flere gange gør opmærksom på med linjer som »It’s hard to feel this much to be honest« (titelnummeret) eller »Feel everything way to much« (’Armour’).
Jeg tror egentlig, at mange kan nikke genkendende til den nærmest maniske følelsescocktail. Problemet er bare, at vi aldrig helt finder ud af, hvad det egentlig er, Clara føler så meget af. Albummet vrimler desværre med tomme beskrivelser, som nok bedst eksemplificeres med linjen »I’ve been here all night, feeling some type of way« fra ’White Noise’, der med sit bløde omkvæd og akustiske guitar nok ellers er ment som et af albummets mere eftertænksomme indslag.
I stedet bliver selvrefleksionen altid lynhurtigt afløst af Claras gennemgående behov for at cementere sin zero fucks-attitude – og det bliver altså hurtigt lidt trættende at høre på, hvor lidt tid Clara har til sine »haters«. Hertil lader hovedpersonen også til gerne at ville iscenesætte sig selv som en edgy outsider eller i hvert fald en, der skiller sig ud fra mængden. Som på et af albummets lavpunkter, ’Freakshow’, hvor et housetrack med calypsobeat udgør akkompagnement til en anonym sang, der ellers handler om, at alle nok ville ønske, at de var ligeså freaky som Clara.
Bevares, der skal helt sikkert være plads til ubekymret fest, farver og sassyness i en 19-årigs liv, men på ’Growing Up Sucks’ står bad bitch–attituden skrevet med så store versaler, at nuancerne drukner i Claras kraftfulde vokal. Lydbilledet og teksterne efterlader lytteren med en opfattelse af, at selv om Clara måske nok er ligeglad med, hvad andre synes, så formår hun stadig ikke helt at sætte ord og lyd på tankemylderet i sit eget hoved.
Momentvis viser ’Growing Up Sucks’ dog, at Clara har et ekstremt veludviklet popøre. Den mere tilbagelænede discoduet med Lord Siva, ’Nobody’s Lover’, er især et godt eksempel på, hvordan hun med få virkemidler formår at skabe en oprigtig følelse af at være ung, vild og fri med en lunken dåseøl i sommersolen. Man undrer sig i øvrigt over, hvorfor den ellers udmærkede single ’Crazy’ ikke har fortjent en plads på albummet, hvor den kunne have tilføjet lidt tiltrængt afveksling fra de mange forsøg på at lave empowerment-bangers.
I min optik mangler ’Growing Up Sucks’ generelt en god portion modenhed og originalitet for at lykkes. Jeg er godt klar over, at jeg med det udsagn ironisk nok tilslutter mig den gruppe af haters, som Clara er fløjtende ligeglad med – og det er nok meget godt, for jeg tror på, at der kommer noget godt fra den talentfule sanger i fremtiden. Måske når ’Growing Up’ ikke længere ’Sucks’?
Kort fortalt:
På ’Growing Up Sucks’ er Clara måske nok ligeglad med, hvad andre synes om hende, men hun formår stadig ikke helt at sætte ord og lyd på tankemylderet i sit eget hoved. Hun har så travlt med at frasige sig sine haters, at hun glemmer sig selv.