Det er kun en uge siden, Tobias Rahim senest udgav en ny single, hvor han overraskende som rapper. Nummeret sluttede med, at den Aarhus-fødte popstjerne sendte hilsner til nogle af hjemstavnens store hiphophelte.
Én af disse var Marwan, der nu er gæst på Rahims opfølger til ‘Lys (Illumineret)’ – en varm dosis afrohouse ved navn ‘Karavane (Lamigligfortældig)’. Her leverer Marwan et intenst maskingeværflow, der essentielt fungerer som omkvædet.
Efter Marwans første omkvæd får nummeret endnu en spændende ingrediens: Der kommer en synthlinje på, der lyder meget atypisk for afrohouse, men som til gengæld lyder som snydt ud af den levantiske dance-genre dabke (tænk navne som Omar Souleyman, Acid Arab og 47Soul).
Sangen er som størstedelen af Rahims sange produceret af Arto Eriksen, der som sædvanlig også har været inde over sangskrivningen sammen med Marwan og Rahim. Rapperen Kå har også bidraget til sangskrivningen, ligesom han tidligere gjorde det på ‘Regntid’ og ‘Lys (Illumineret)’ – det kunne meget vel se ud som om, han er blevet en fast del af Rahims hold.
Tobias Rahim spiller til efteråret sin største koncert nogensinde i eget navn, når han 6. september indtager Refshaleøen.