Tidligere på måneden fik de deres danmarksdebut på Roskilde Festival. Og allerede til næste år vender Magdalena Bay – en af tidens bedste popgrupper med Rosalía blandt deres fans – tilbage til Danmark.
Den amerikanske duo har netop annonceret den såkaldte Imaginal Mystery Tour, som tager dem rundt i Europa til februar, herunder Store Vega i København.
Magdalena Bay har en række ep’er og mixtapes bag sig og var senest albumaktuel med deres anden plade, ‘Imaginal Disc’, som blev deres helt store internationale gennembrud.
At dømme efter deres nylige danmarksbesøg kan man til koncerten forvente sci-fi-stemning, kostumeskift og fremtrædende visuals – og selvfølgelig en masse catchy, alternative popsange.
»Selvom Magdalena Bays konceptuelle og skæve DIY-visuals er en stor del af deres udtryk, så blev det aldrig en krykke for dem i en koncert, der satte en streg under at de både er fremragende entertainere og musikere. Samt ikke mindst hitmagere, der kan få et helt Arena-telt til at hoppe begejstret op og ned«, skrev Soundvenues anmelder Carl Windahl Bøllingtoft om Roskilde Festival-koncerten, som fik fem stjerner.
Billetsalget til Vega-koncerten starter fredag d. 18. juli kl. 10.00.
Magdalena Bay
24. februar
Store Vega
Billetpris: 345 kr.