Opdatering: De danske Radiohead-koncerter er siden artiklens publicering blevet bekræftet. Læs mere her.
I sidste måned udgav Radiohead ud af det blå et nyt live-album, og nu ser det ud til, at bandet er klar med en anden glædelig nyhed.
Stereogum melder, at fans i Radioheads subreddit i går postede billeder af flyers, der promoverer kommende koncerter med Thom Yorke, Jonny Greenwood og co. – og overraskende nok var en af lokationerne København.
Den danske pladebutik Route66 har også postet et billede af, hvad der ligner en flyer for danske koncerter.
Siden har Reddit-folket opdaget, at en række koncertdatoer var dukket op på Radioheads officielle website, om end man ikke kunne tilgå dem fra forsiden. Fansene kom muligvis bandets egen annoncering i forkøbet.
Her var hele fire (!) koncerter i danske Royal Arena, henholdsvis 1., 2., 4. og 5. december.
Mens denne artikel blev skrevet, forsvandt turnédatoerne dog igen fra websitet.
Hvis det viser sig at være rigtigt, vil turnéen vil være Radioheads første koncerter i syv år – og det første danske besøg siden NorthSide i 2017. Da showene ikke er annonceret officielt, er billetsalget heller ikke åbnet (endnu).
