Så er det officielt: Radiohead kommer til Danmark!

Så er det officielt: Radiohead kommer til Danmark!
Radiohead. (Foto: Danny Clinch)

Ingen røg uden ild, som man siger.

I går begyndte fans i Radioheads subreddit at poste billeder af flyers, der så ud til promovere kommende koncerter med det legendariske rockband, og efter stor spekulation er turnéen nu officielt bekræftet.

Bandet har således netop annonceret, at de i november og december spiller i alt 20 koncerter, der finder sted i fem forskellige europæiske byer – og en af de byer er altså København.

Som rygtet sagde, er der tale om hele fire koncerter i Royal Arena, der finder sted henholdsvis 1., 2., 4. og 5. december.

Turnéen markerer Radioheads første koncerter i syv år og deres første danske besøg siden 2017. Dengang gjaldt det NorthSide, hvor bandet ifølge Soundvenues anmelder var »et mirakel midt i monsunregnen«.

Siden da har flere af medlemmerne fokuseret på deres respektive solokarrierer. Forsanger Thom Yorke og guitarist Jonny Greenwood har desuden lanceret sideprojektet The Smile, der allerede har kastet tre album af sig, og som også har gæstet Danmark ad flere omgange.

Bandet har med andre ord haft nok at se til, og skal man tro trommeslager Philip Selway, opstod turnéen da også nærmest ved et tilfælde.

»Sidste år mødtes vi for at øve, just for the hell of it. Efter syv års pause føltes det rigtig godt at spille sangene igen og genoprette forbindelsen til en musikalsk identitet, der har sat sig dybt i os alle fem«, forklarer trommeslageren i en pressemeddelelse.

»Det gav os også lyst til at spille nogle koncerter sammen, så vi håber, I kan komme til en af de kommende datoer. For nu bliver det kun disse, men hvem ved, hvor det hele vil føre hen«, tilføjer han.

Turnéen skydes i gang om bare to måneder. Udover København lægger bandet også vejen forbi Madrid, Bologna og London, inden turnéen rundes af i Berlin i midten af december.

Billetsalget starter 12. september, men allerede fra på fredag kan man skrive sig op til koncerterne via radiohead.com.

Radiohead
1., 2., 4. og 5. december
Royal Arena
Billetpris: 450-1010 kr.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af