NorthSide: Radiohead var et mirakel midt i monsunregnen
Vejret truede sent søndag aften med at gøre Radioheads optræden på NorthSide til én lang storskala-genopførelse af ‘No Surprises’-videoens drukne-scenarie. Lige akkurat dét nummer og de tilhørende indre billeder blev vi dog skånet for, selv om silende regn ville være en underdrivelse til at beskrive vejrliget.
Men Radiohead, som til dato er NorthSides ubestridt største fjer i hatten, og ovenikøbet en booking, der for alvor lægger i ovnen til de kommende år, viste sig heldigvis som et mirakel midt i monsunregnen, der tæskede ned over Ådalen.
Efter en alt for lavmælt åbning med den smukke ‘Daydreaming’, der helt forudsigeligt også blev knævret itu af et respektløst publikum, skruede Thom Yorke og co. bissen blidt på med et sæt, der konstant vekslede frem og tilbage mellem sikre publikumsfavoritter som ‘Lucky’, ‘Airbag’ og andre pluk fra bandets tidlige karriere og så et udvalg af ‘A Moon Shaped Pool’-skæringer og andre udspil fra efter, at bandet begyndte at forsage guitarer og den ligefremme rockformel.
Det gav en fin vekselvirkning i settet, at Radiohead insisterede på disse tidsspring, og den skødesløse måde at bryde et velgørende karrieretværsnit op på cementerede for selv de mest casual lyttere på pladsen, at Oxford-legenderne er måske dét mest bredtfavnende bands i deres vægtklasse. Det siger altså ikke så lidt om alsidigheden, at et nummer som den 70’er-rockede og prægtigt arrangerede ‘The Numbers’ fra bandets nyeste album kan sidde ryg mod ryg med det krautrockende paranoia-godstog ‘Bodysnatchers’ uden at føles forceret eller akavet.
Der blev i samme dur byttet instrumenter og roller på scenen til den store guldmedalje, med bandmedlemmerne som førerhunde på forskellige sange – eksempelvis under et glansnummer som den æteriske og skæve ‘Pyramid Song’, hvor Jonny Greenwood fandt violinbuen frem til at frembringe de fremmedartede toneforløb på guitaren.
Og så føler jeg mig også med et smil forpligtet til at nævne bandets stumme medspillere på scenen: Et imponerende, velkoreograferet arsenal af lys samt en elliptisk storskærm, der i tandem sørgede for et prægtigt visuelt angreb på sanserne til at akkompagnere bandet.
Efter knap halvanden time og en afrundende levering af ‘Street Spirit (Fade Out)’, der med sine 22 år på bagen var det ældste og afgjort mest konventionelle indslag på aftenens menu, vendte Radiohead tilbage med en i starten intens og afdæmpet ‘You and Whose Army?’ med Yorkes dovne øje blæst op til campingvognsstørrelse på storskærmen.
Så fulgte ‘There There’ og publikumsfavoritten ‘Paranoid Android’, hvor c-stykkets lyrik »Rain down, rain down / come on rain down on me / from a great height« fik en ekstra, underholdende dimension under vandmassernes ubønhørlige trommen, og ’Lotus Flower’ samt ‘Karma Police’ rundede den gavmilde håndfuld ekstranumre af med henholdsvis danselopper og velgørende fællessang.
Sidstnævntes varme modtagelse kunne måske også sætte tankerne i gang: Gid karmapolitiet permanent havde bortført curlingsegmentet blandt publikum, der ikke kunne finde ud af at knytte sylten – hele vejen op til dette punkt i koncerten. Radiohead leverede en formidabel optræden, men hvor var der mange blandt masserne, som med deres opførsel oprigtigt ikke havde fortjent den.
De fik til gengæld som en modernaturlig form for poetisk retfærdighed en omgang kinesisk vandtortur med som straf. »We apologize for bringing the weather. It’s becoming a bit of a nasty habit« lød det halvt jokende fra scenen, men i virkeligheden var det kun publikummet, der burde have undskyldningerne klar.
Se alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.
Læs også: Stor NorthSide-ændring: Næste års festival foregår torsdag-lørdag