Justin Vernon tror ikke, han laver flere Bon Iver-album: »Det ville overraske mig meget«

Justin Vernon tror ikke, han laver flere Bon Iver-album: »Det ville overraske mig meget«
Bon Iver. (Foto: Playground)

Tidligere i år udgav Justin Vernon med ‘Sable, Fable’ sit første album med Bon Iver i seks år. Og han regner ikke med, at der kommer flere.

Det fortæller Vernon ifølge NME i et nyt interview med The Times.

»Jeg er forbundet med musikkens følelser – den blå del. Jeg har det i mig takket være de tusindvis af musikere, jeg har suget til mig, og de er derinde«, indleder han. »Men jeg ved ikke, hvor meget der er tilbage. Jeg har tømt en stor del af det ud«.

Da The Times-journalisten spørger direkte, om der kommer flere Bon Iver-album i fremtiden, lyder svaret: »Det ville overraske mig meget. For første gang siden jeg var 12, skriver jeg ikke sange«.

»Der er ikke nogen herinde«, tilføjer 44-årige Vernon og peger på sit hjerte. »Jeg har skrevet siden puberteten, og det her er ukendt territorium – men jeg accepterer det. Det er nogle gange skræmmende, men jeg lader det bare ske«.

Justin Vernon brød internationalt igennem som Bon Iver med albummet ‘For Emma, Forever Ago’ i 2007 og har sideløbende blandt andet også haft gang i bandprojekterne DeYarmond Edison og Big Red Machine.

Tiden vil vise, om den produktive musiker ikke genfinder skabertrangen igen på et tidspunkt – måske med en ny musikalsk makker at læne sig op ad?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af