Denne måned kickstartede den tidligere Mew-forsanger Jonas Bjerre sin post-Mew-solokarriere med det fortræffelige soundtrack-nummer ‘Hike to the Sun’ og det efterfølgende album lavet til filmen ‘Hana Korea’.
Og Bjerre smeder, mens jernet er varmt. Han gæster nemlig førstesinglen fra et nyt album fra den banebrydende danske musiker Trentemøller. Sangen er en shoegazet synthpop-skæring, hvor Bjerres som så ofte englelyse vokal passer strålende ind.
I en pressemeddelelse udtaler Trentemøller selv:
»‘Terrified’ er nok albummets mest poppede sang. I sin oprindelige form lød den langt mere shoegaze-agtig, men jeg ville have den til at være skarpere og sprødere i udtrykket … mindre udvasket. Jeg arbejdede meget med at køre forskellige synths gennem en masse effektpedaler og hardware-effekter, der normalt er tiltænkt vokal, så de næsten kom til at lyde som menneskestemmer, men med en magisk, næsten overjordisk kvalitet over sig. Jonas havde jeg haft i baghovedet gennem hele min sangskrivning, så da instrumentalen var 99% færdig, sendte jeg den til ham med et par vokalmelodi-idéer, som han så smukt tog videre«.
Bjerre udtaler sig også om sangen:
»Jeg tror, at når man drømmer om ting, der gør én bange og utryg, er det ens sind, der forsøger at forberede én på ethvert tænkeligt scenarie …som om man bearbejder katastrofer, der ikke er sket, og måske aldrig vil ske«.
Trentemøllers kommende album har ifølge pressemeddelelsen ingen titel, og det udkommer 13. november.
Den internationalt anerkendte musiker bevæger sig til foråret ud på en europaturné i forbindelse med dette nye album. Turneen afsluttes med en hjemmebanekoncert i Store Vega 20. marts 2027. Mon Jonas Bjerre kigger forbi til den tid?
