Marq har jazz i trommerne og noget på hjerte på debutalbummet ’Lad mig lige leve’

ALBUM. Der er ikke mange danske rappere, der lyder som Marq. Hurtige bækkenslag flimrer gennem produktionen, saxofoner snor sig ind mellem trommerne, og beatene har en jazzet nerve, som man oftere forbinder med Kendrick Lamars ‘To Pimp a Butterfly’ end med dansk rap.
Med debutalbummet ‘Lad mig lige leve’ vil Marq vise, hvem han er. Det lykkes bedst, når hans tekniske overskud bliver brugt til at fortælle noget personligt. Marq har styr på sit håndværk. Hans flow er sikkert, præcist og gribende, og han bevæger sig ubesværet rundt over de ofte hektiske produktioner. Det er især på de jazzede numre, at han finder sin egen lomme.
På åbningsnummeret ‘Guld’ sker det mest overbevisende. Efter første del bliver beatet vendt på hovedet og eksploderer i punkede trommer og en subbas, der vibrerer i trommehinderne. Marq følger med og skifter sit rolige taletempo ud med en intens levering, hvor hvert ord bliver presset hårdere ud.
Den tekniske kunnen får også en anden karakter på ‘Noget i vejen’, hvor hans måde at strække vokalerne på leder tankerne hen mod Westside Gunn. Produktionen kunne dog ikke være længere fra den amerikanske rappers karakteristiske lyd, hvilket giver en sjov kombination og er endnu et eksempel på, hvor frit Marq bevæger sig rundt i sit eget lydunivers.
Lyrisk er der mange gode øjeblikke, selvom de helt store guldkorn kommer lidt for sjældent. På ‘Introlude’ rapper Marq eksempelvis om at ligge »tungt, nede på havbunden«, før han kobler det til rav. Det er en fin dobbeltbetydning, men det er flowet og leveringen, der oftest står for de største øjeblikke.
Når Marq rapper om sit eget liv, bliver musikken mere vedkommende. På ‘Hvor bliver du af (Farlude)’ fortæller han om faren, der forlod ham, hans mor og bror, da han var yngre. »Jeg var 21, da jeg indså, at du havde dine årsager og grunde«, lyder det mod slutningen, før frygten for selv at ende samme sted bliver konkret: »Jeg vil ikke ende som dig«.
Sangen afsluttes med et lydklip, hvor en ung Marq fortæller om sin far og siger, at faren elsker ham, og at han er der ved hans side, når han har brug for det. Med resten af sangen i baghovedet bliver klippet brutalt: Det, der engang lød som et barns tryghed, bliver et løfte, der ikke blev holdt.
Det er her, ‘Lad mig lige leve’ er stærkest. Ikke når Marq demonstrerer sin teknik, men når man forstår, hvorfor han har så meget på hjerte.
Men albummet mangler en tydelig rød tråd. Som debutalbum giver det mening, at Marq først og fremmest vil præsentere sig selv, men hans tekniske overskud og personlige fortælling kalder på et album, hvor de to ting en dag samles omkring én stærk idé.
For ‘Lad mig leve’ spænder vidt i både lyd og stemning, fra de jazzede produktioner til de mere hårdtslående øjeblikke, uden at de forskellige sider altid føles som dele af den samme fortælling.
Det gør albummet til et spændende portræt af Marq, men også til en samling af enkeltstående øjeblikke, der kunne have stået endnu stærkere sammen. Lige nu føles ‘Lad mig lige leve’ mindre som Marqs store statement end som begyndelsen på det.
Kort sagt:
Marq har et særpræget lydbillede og et imponerende flow. På debutalbummet ’Lad mig lige leve’ rammer især de personlige øjeblikke hårdt.