Sira Jovina har en r’n’b-stemme af international kaliber
KONCERT. Inden Sira Jovinas support-dj Selma gik på i Store Vega, kunne man høre publikum snakke. Snakken faldt især på samtidig dansk hitlistemusik. Et vennepar ved siden af mig snakkede om, hvad de håbede, Selma måtte spille, og at 2011-hittet ‘Veninder’ af Niklas var på ønskelisten.
I stedet serverede Selma, der også spiller electronics i Sira Jovinas band, en r’n’b-kavalkade, der især fokuserede på amerikansk r’n’b fra 90’erne. Det virkede ikke til, at publikum kendte særlig meget, der blev spillet.
Men det havde den virkning, at det blev klart, hvilken tradition Sira Jovina ønskede at skrive sig ind i med sin musik og forestående koncert.
Af netop den årsag blev jeg nervøs, da showet startede med en tung, dyster udgave af ‘Store mørke verden’ efterfulgt af en lige så kvasende udgave af ‘Alene på bunden’.
For noget af det smukke ved r’n’b er, hvor meget man kan lægge mellem linjerne, og det blev der ikke gjort ordentligt plads til med de her monstrøst tætpakkede arrangementer, hvor Jovinas vokal også stedvist druknede i mørkesovsen.
Det overdrevne mørke skyldtes nok, at det ikke skulle gå ubemærket hen, at koncerten var opdelt i to akter via outfitskift og et spøjst interludium, hvor en dyb stemme guidede publikum gennem vejrtrækningsøvelser.
Den første, mere tungsindige akt kredsede således om første halvdel af debutalbummet ‘Det, man vander vokser’, mens anden akt var præget af lethed og lys med den nyligt udgivne anden halvdel som omdrejningspunkt. I begge tilfælde med god plads til udpluk fra resten af diskografien.
Men da vi først var kommet lidt ind i den indledende akt, blev der skruet ned for arrangementets bombast, så alle de emotionelle nuancer kunne træde klarere frem i Sira Jovinas stemme.
For stemmen er i den grad noget særligt. Den er animeret, sprælsk og uforudsigelig, og den kan give enhver sanglinje nogle spændende emotionelle undertoner.
En sang som ‘Sig du hader mig’ gav god plads til, at hvert eneste knæk i stemmen yderligere kunne kropsliggøre ubehaget. Når hun byggede op til desperat skrigende fraser i omkvædet, gjorde det ondt, netop fordi smerten havde ulmet så længe uden tidligere at være blevet så højlydt.
Og det var heldigvis den tilgang til sangenes emotionelle universer, der prægede resten af koncerten.
Hvor Jovinas svirrende, let hiphoppede vokalrytmik på ‘Troede vi var venner’ stilfuldt illustrerede lyrikkens udmattende, nærmest uendelige tankestrøm. Hvor en sælsom afslutning på ‘Evig regn’ lod Jovina synge over blot et klaver og nogle fornemt arrangerede korvokaler, så nummeret kulminerede i smuk skrøbelighed.
Det var ikke kun vokalt, at Sira Jovina brillerede. Et flot sceneshow, hvor hun med største naturlighed bevægede sig rundt, endda med en jazzballet-agtig lethed over kropssproget i anden halvdel, gjorde også stort indtryk, og hendes mimik var konsekvent effektiv i at sælge sangenes følelsesliv.
Gæsteoptrædener fra Mas og Milo tog aldrig noget væk fra, at det var Sira Jovina, der var det mest interessante på scenen.
Og den absolut bedste gæsteoptræden var derfor en saxofonspillende Oilly Wallace på de neosoulede tracks ‘Solrig altan’ og ‘Tror ik jeg siger tak nok’ – netop fordi hans blæs her var med til at forme de veje, Jovinas stemme tog. Førstnævnte fik tilmed en længere intro med lækker, smoky scat-sang.
Da koncerten sluttede, spillede Oliva Deans ‘It’s So Easy (To Fall In Love)’ som for atter at placere Sira Jovina i dialog med international r’n’b. Men også for at sige det, vi nok var mange, der tænkte: At det var uhyre let at forelske sig i Sira Jovinas koncert.
Kort sagt:
Vi skulle lige et par numre ind i showet, før Sira Jovinas overlegne vokal fik optimal plads til at udfolde sig. Men derfra var det en emotionelt gribende tour de force med en r’n’b-stemme af international kaliber.