Digi-snacks: Se en fiktiv iPhone fra 1984, Mad Max uden special effects og et kniv-orkester spille Bee Gees

Digi-snacks er sukker og fløde i din digitale morgenkaffe. Værsgo'.

5438826_orig

En iPhone 20 år før iPhone

Op til enhver større produktlancering fra Apple flyder internettet over med kunstneres tankeeksperimenter i form af visualiseringer af, hvordan den næste iPhone eller MacBook kommer til at se ud. Denne concept art er udelukkende baseret på rygter og løse forestillinger.

Den franske kunstner Pierre Cerveau, der specialiserer sig i disse visualiseringer, har vendt tendensen på hovedet og givet sit sjove bud på, hvordan en trådløs Apple-telefon ville se ud, hvis den var kommet i 1984, ca. 20 år før den første iPhone.

Han har taget udgangspunkt i den daværende Macintosh Plus-computers design og smækket et old school-roterende menuhjul på, som vi kender det fra gammeldags telefoner og selvfølgelig iPod’en. Ifølge billederne er telefonen udstyret med en hukommelse på – selv for tiden – ikke imponerende 512 kilobyte.


dgt_495_beforedgt_495_after

 

Se Mad Max uden special effects

Der har været skrevet og sagt meget om brugen af CGI og andre special effects i ‘Mad Max: Fury Road’. Filmen har fået ros for at bruge rigtige stunts, rekvisitter og eksplosioner i meget højere grad end andre actionfilm i den klasse. Men samtidig ved vi, at Charlize Theron stadig har sin venstre arm og at det er sindssygt svært at filme i en sandorkan. Så selvfølgelig har ‘Fury Road’ også været en tur gennem computeren.

Hjemmesiden fxguide.com har fået et unikt indblik i, præcis hvor meget af filmen, der er tilsat i efterbehandlingen og hvor mange billeder, der er sammensat af flere skud. Samtidig kan man få et indtryk af, hvor meget lokationerne i Namibias ørken og Australiens outback egentlig ligner Mad Max-universet.

Ovre hos ‘The Verge’ kan man med en slider let sammenligne før og efter-billederne.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Stayin Alive’ spillet på knive og kødøkse

Bee Gees’ klassiker ‘Stayin Alive’ er udødelig, selv når den bliver spillet på drabelige instrumenter. Det har muligvis været kongstanken bag kunstneren Neil Mendozas installation ‘The Electric Knife Orchestra’.

Orkestret omfatter udover triangel og bjælder udelukkende automatiserede eller strømførende knive og en enkelt kødøkse. Der er noget iskoldt og ildevarslende over den kombination.

Neil Mendoza er kendt for sine kunstværker, der ofte sammensætter kunst, teknologi og hverdagsgenstande i aparte kombinationer.

Læs også: Digi-snacks: Mimes er de nye emojis, viral mexicansk dæmon og Googles skumle bamse

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af