K-phax skabte Spot Festivals yngste og mest rowdy hiphopfest: »I er hella lit!«

K-phax skabte Spot Festivals yngste og mest rowdy hiphopfest: »I er hella lit!«
4 6
K-Phax

Koncert, Atlas

Der var kø ude foran!

Efter at rappere som Rigforevigt, Omar og Jireel kun havde trukket ret begrænsede tilskuere til deres koncerter på den tydeligvis ikke alt for hiphopinteresserede Spot Festival, var det i sig selv exceptionelt, at den unge Keith Birongo havde skabt et så omfattende fremmøde.

Men det for alvor fascinerende var, at koncertgæsterne ikke var kommet for bare at se, hvad den her farverige nye rapper, der har bragt mumblerap til Danmark, egentlig er for noget. De var kommet for at gå grassat: Hele salen hoppede og svajede i takt til K-phax’ lyserøde og blå gardin-braids, der bouncede rundt på scenen.

Det var nok det mest unge og rowdy publikum, man kunne forestille sig. Atlas var fyldt til randen, og stemningen var ret anderledes end noget andet, man kunne opleve på årets Spot. »I er hella lit«, som rapperen formulerede det i sit karakteristiske amerikansk-danske sprog.

Og K-Phax viste sig også at være et stærkere livenavn, end man kunne have forventet. Ja, hans stemme knækkede hist og pist, og han virkede lidt forpustet en gang i mellem, men faktisk kunne hans stemme godt bære de store outsider-anthems.

Det var langt fra teknisk fejlfrit. Men den fandenivoldske attitude og publikums eufori bar koncerten sikkert hjem.

Højdepunkterne talte det uudgivne mosh-rapnummer ‘I’m not a rapper I’m a punk’ (som K-Phax tidligere har spillet i Standard – Soundvenues hiphop-podcast), fællesklap til poppunk-smaskeren ‘Rebellions’ og så den euforiske afslutter ‘Oh My God’.

Da den unge rapper sluttede koncerten med at danse rundt foran crowdet med sin søster og DJ Sunday School ved sin side, havde han vundet hele salen over: Ungdommen havde tydeligvis omfavnet K-phax.

Læs også: Spot Festival: De 10 bedste koncerter, vi så fredag