Selma Judith blottede sig aldrig for alvor på Spot Festival
På en festival som Spot, hvor fokus er på de spirende talenter, kan Selma Judith i år kalde sig et af de mere etablerede navne.
Hun har ikke det store at skulle bevise. Til gengæld er hun aktuel med det halve album ‘Half Truths From a Broken Heart’, som rummer præcis hvert andet nummer af det endelige album.
Det er en ejendommelig udgivelsesstrategi, der gør Selma aktuelle æra mere mystisk. Og jeg håbede at komme lidt tættere på denne æra, da hun spillede på Spot Festival, hvor hun havde fået tildelt Musikhusets Store Sal.
Hun indledte da også koncerten med to af albummets hidtil uudgivne numre, ‘My Baby Is OK’ og ‘Painkillers’. Begge numre havde medrivende udviklinger – førstnævnte startede helt stille og endte som et bragende anthem, og sidstnævnte startede med selvsikker spankuleren, før nummerets iboende smerte kammede over.
Det var, som om en dør langsomt blev lukket op. Men bedst som man kunne kigge ind, blev den lukket. For herfra kom en del sikre kort på bordet, og der var ikke flere uudgivne tracks.
Jeg kan ikke se fidusen i at spille hele tre numre med flere år på bagen, når man kun har 35 minutter at spille i. ‘Kind of Lonely’, ‘Hollow Grounds’ og ‘Some Folklores’ er gode sange, men de emmede af at være så gennemøvede, at en del af den rå nerve, der lige var etableret, gik tabt.
Ret skal dog være ret, og både Selma og bandet spillede røven ud af bukserne. De her numre er blevet så finkæmmet i løbet af årene, at der rent teknisk ikke er en finger at sætte på dem. Sidste omkvæd af ‘Hollow Grounds’ var en stor sonisk eksplosion af kosmisk orden, og når hendes vokal var mest skrigende på den dynamiske ‘Some Folklores’, var det svært ikke at sidde imponeret tilbage.
Men det var alligevel mere spændende at se Selma bevæge sig ud i ubevandret territorium. Som den afrobeats-legende ‘How Come’, hvor hendes vokal bragede derudaf, og den helt stille klaverballade ‘Die Alone’, hvor intimitet var i højsædet.
Koncerten afsluttede med ‘Mediocre’, der startede som en stilfærdig klaverballade, men som udviklede sig større. Og den sang indkapsler alt det, der både gik godt og skidt ved koncerten. Det var imponerende komponeret og spillet, men hun blottede sig aldrig for alvor.
Der var ingen anledninger til klump i halsen eller gåsehud – og både nummeret og koncerten føltes, som om det var det, de håbede på at opnå. I stedet var mine primære følelser anerkendelse og respekt.
Kort sagt:
Selma Judith spillede en del sikre kort og holdt sig fra det helt vovede og det mest gåsehudsfremkaldende under sin ellers velspillede Spot Festival-koncert, hvor den kompakte sætliste brugte lidt for lang tid på det gamle materiale.