1. Barselona
Det er gået rigtig stærkt for Barselona. På under to år er de gået fra at være efterskolebekendte med rockstjernedrømme til nu at kunne spille hele Musikhusets Store Sal op. Duoen og deres livekumpaner er kommet efter deres spæde begynderusikkerheder, så de denne aften beviste, at deres hurtige succes er dem vel undt. Forsanger Rud Aslak overvandt hele salen med sin perfekt skabede, småsnøvlende vokal, der kælede for hvert en charmerende linje med en inciterende indføling – som lige dele diva, lige dele umiddelbar teenager. En stærk balance, der var en smittende fornøjelse at overvære.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
2. Anya
Det føltes næsten lidt puttenuttet, da Anya på Scandinavian Congress Centers højre scene spillede de nu lidt ældre og bløde r’n’b-numre fra debut-ep’en ’The Credit’. På det seneste er hun nemlig trådt mere og mere i karakter som en fuldblods popsangerinde, og det er altså en stil, som både kan og vil mere. Og Anyas kraftfulde englestemme kan bære det.
Sjæleren ’Faith’ var en fin ballade med korharmonier, kantslag og drømmende tangenter, ’Avalanche’ mestrer kunsten at stille det sarte vers over for det gigantiske omkvæd, mens endnu et nyt nummer, ’White Lights’, stod som aftenens højdepunkt med rave-synths og gedigent smæk på lilletrommen. Mere af det.
3. Irrelevantbitch101
Det kræver selvtillid at kaste sig ud i den der ultimative Prince-falset indtil flere gange over en koncert. Men det, som bare 18-årige Martin Tangsgaard aka Irrelevantbitch101 måske endnu mangler i de højere toner, gjorde han bestemt op for med personlig – fra jokes om sexglade præster til indledende taler om, hvordan flere af sangene handlede om at tage stoffer.
Tangsgaard har generelt en rigtig god stemme, og hans popmusik har en særegen balance mellem det sarte og det kække, det skamløst poppede og det underliggende groovy. Han er en performer uden det mindste gram af generthed, og badet i lilla (og rødt) lys var der konstant små nik til Prince – mon Irrelevantbitch101’s guitarfunky ’Controversial’ (med et ekstremt friskt keyboard-riff) er en lille homage til den afdøde legendes ’Controversy’?
Anyway: Hvis man som 18-årig laver et så gennemført genialt popnummer som ’Unknown’ Wonders’ (og fremfører det bragende solidt), så burde der være noget i vente.
4. Omar
Omar er sindssygt god live! Det lyder måske lidt banalt, men den unge rappers koncert var en mindre åbenbaring.
For i en generation af hiphopkunstnere, der virker som om de ikke kunne være mere ligeglade med kvaliteten af deres liveshows, viste den dansk-somaliske rapper/sanger fra Aarhus-forstaden Bispehaven sig at være en fantastisk undtagelse.
Hans vokal var skærende skarp, og hans tydelige taknemmelighed smittede. Han var faktisk så god, at han spillede en hel tom plads på Aarhus Volume op til en decideret fest. Om eftermiddagen! Ikke dårligt for en kunstner fra gaderappen, der stadig virker lidt som et fremmedlegeme på Spot.
5. Orcas
Hvis ikke Orcas’ optræden på et saunavarmt og stuvende fuldt Headquarters sparker døre ind for dem, så er der ikke retfærdighed til, så enkelt er det. Tremands-garagerock-galimatiaset anføres af Oscar Lundsteen og Magnus Knudsen. Sidstnævnte er også kendt fra De Høje Hæle, men Knudsen blev nærmest upstaged af sin yngre halvbror Oscar, som med Telecasteren helt oppe under hagen og en blafrende vildmandsansigtsmimik helt i sync med sit instrument charmerede publikummet bagover. Orcas er det tætteste, vi kommer på et dansk Thee Oh Sees, men også et band, der er frække nok til smide et Povl Dissing-cover ind i setlisten (!), nemlig den uimodståelige ‘Der er ikke noget som damer’.
6. Dune Messiah
I dagtimerne er der masser af mindre bands på rundt omkring, og på den lille udendørsscene Royal Trailer gav Dune Messiah en overbevisende koncert. Sanger, guitarist og sangskriver Magnus Westergaard spiller en art folk-goth med elektroniske elementer, og det var tydeligt, at han har fuldkomment styr på udtryk og virkemidler. Der var ingen slinger i valsen, og med stor myndighed i stemmebåndet lod Westergaard sig da heller ikke påvirke, da guitarremmen røg af under ‘The Joys of Spring’.
7. Rigforevigt
Lad os bare få det af vejen med det samme: Rigforevigt er ikke et teknisk skarpt liveact. Faktisk var de ret sløsede. For eksempel gik de på for tidligt (nyt område for et hiphopnavn!), og rappernes mikrofoner var flere niveauer for lave.
Når de alligevel er med her som et højdepunkt, er det på grund af deres rå, ufiltrerede energi. Louis Valuta speedtalkede, Baby Bino gestikulerede, og fem-seks tilfældige folk rendte rundt på scenen. Hyperaktiviteten spredte sig fra kunstnerne til publikum.
Apropos publikum: Det var et ret beskedent fremmøde, men dem, der var kommet, var dedikerede. De fik lov til at se et hiphop-crew, der stadig er ret upolerede, men som havde mod til at tvinge festivalen til at feste på deres præmisser.
8. Saveus
Der blev tydeligvis talt med de store bogstaver til Martin Hedegaard, da han, revet med af den euforiske stemning, opildnede publikum til at indtage scenen i Musikhusets Store Sal under afslutningsnummeret ‘Levitate Me’.
Pludselig flød scenen med dansende publikummer i hobetal, og sikkerhedsvagterne kom op på stikkerne og havde deres hyr med hive folk ned fra scenen. Samtidig med at de signalerede meget klart, at den slags absolut ikke var acceptabelt. Dette spontane, små-anarkistiske moment bidrog såmænd til kun til finalens klimaks med et herligt uforudsigeligt twist.
Læs vores anmeldelse HER.
9. Kihla
Nogle spiller 40 minutter, andre holder den på 30, og så er der dem, der endnu ikke har så meget materiale at fremvise endnu. 20-årige Shakila Mirembe aka Kihla præsenterede en lille håndfuld numre over 18 minutters spilletid, men talentet var tydeligt på trods af tidsbegrænsningen.
Kihla vandt i 2017 Spinnup Legatet takket være den FKA Twigs-skelende og (for dansk standard) dejligt moderne r’n’b-sang ’Breathe You In’, som blev leveret med smæk på produktionen, så man næsten savnede lidt power i vokalen.
Sartheden stod dog i flammer på ’Tender Love’, der lød som hvis Sade havde lavet et cover af Olives 90’er-hit ’You Not Alone’, mens den baspumpende og næsten lidt housede lukker ’Only You’ havde god kontrast mellem den pulserende underlægning og Kihlas hviskende vokal.
Short, sweet og fyldt med potentiale – det er her, Spot Festival kommer til sin ret.
10. Altin Gün
Det er forfriskende at se, at Roots & Hybrid-subfestivalen atter en gang er leveringsdygtige i den store, etnisk spraglede fest til Spot Festival. Et definitivt højdepunkt fredag var det hollandsk-tyrkiske psych-outfit Altin Gün, hvis lyd måske bedst kan beskrives som soundtracket til en tyrkisk Tarantino-film – eller turksploitation, om man vil.
Kombinationen af elektrisk saz og ekvilibristisk surfguitar gør Altin Güns 70’er-hørmende lyd til deres egen, men også én, som med høj vandpibeføring og et lummert glimt i øjet tydeligvis appellerede til mange. Hatten ryger også ærbødigt af for en lydmand, der kunne tøjle Den Rå Hals ellers helt umulige rum.
Læs anmeldelse: Fribytterdrømme på Spot Festival – fra berusende momenter til blød landing
Læs anmeldelse: Hong Kong leverede lækre, men usikre stileksperimenter på Spot Festival
Læs anmeldelse: Bisse havde det kaotisk insisterende drama i fokus på Spot Festival