Swans – infernalsk støjmonster

En Swans-koncert er en fysisk oplevelse. Denne koncert indledtes med, at bandgeneralen Michael Gira bad publikum i salen om at rykke helt tæt på bandet oppe på scenekanten, hvorefter de seks aldrende kultrockere sønderbankende selvsamme publikummers trommehinder og mavesække fra sans og samling igennem to timer og 40 minutters mere eller mindre konstant støjkakofoni, kun afbrud af en mindre pause undervejs, hvor der var problemer med en tromme.

En syg form for humor fra bandets side? Næh, sådan er og bliver Swans bare: Totalt kompromisløse, tålmodighedskrævende og frem for alt ikke for alle og enhver. Men dem af os som lod sig rive med af de larmende løjer fik foruden hyletonen for ørerne en eksorcistisk oplevelse af de større med hjem.

Der blev ellers startet blidt ud med den messende intro til ‘To Be Kind’, hvor bandet stod nærmest statiske på scenen. Nummeret transformeredes langsomt fra en minimalistisk salme til et infernalsk noisemonster, hvor Gira baskede med armene som en kulsort svane, der hypnotiserede både sig selv og publikum ind i en form for støjtrance.

Læs anmeldelse: Swans ‘The Seer’

I Swans får kompositionerne godt med plads til at udfolde sig, og i liveregi udformer de sig således oftest radikalt anderledes end på albumversionerne. Således fik vi det gamle nummer ‘Coward’ fra 1986-albummet ‘Holy Money’ i en opdateret og mere slagtøjsdomineret udgave, mens det i forvejen 30 minutter lange titelnummer fra svanernes seneste magnum opus ‘The Seer’ fik lov til at strække sig ud til en over 50 minutters monstrøs magtdemonstration, der undervejs hyppigt vekslede mellem hypnotiserende dronede dissonanser og buldrende klimakser. Her faldt Gira gentagende gange på knæ for den almægtige støjgud, når han da ikke lige spyttede vildt omkring sig, småsparkede til publikummerne på scenekanten, eller gav sig selv lussinger i fjæset. En hyggelig mand!

Aftenens koncert havde en curfew fra spillestedets side der hed 00.15, men den valgte Gira og hans fem musikalske håndlangere at skide højt og flot på, og spillede indtil helvedes gab næsten åbnede sig. Da bandet slutteligt havde givet alt hvad de havde i sig, takkede Gira diabolsk grinende af med kommentaren: »Thank you, we are finished«. Jo tak, Mike. Det var vi sgu også, men tusind tak fordi I tugtede os så voldsomt, det gjorde fandeme godt.